06.07.2015, 13:11 | Af: Administrator

Jyske Bank og BRFkredit ny hovedsponsor i FC Midtjylland

Jyske Bank og BRFkredit erstatter Hessel, der fortsætter sit engagement i klubben.

Når Alka Superligaklubben FC Midtjylland tirsdag den 14. juli spiller den første kvalifikationskamp til Champions League, bliver det med et nyt logo på brystet: Jyske Bank.

Jyske Bank og BRFkredit bliver nemlig ny hovedsponsor i FC Midtjylland, hvor det Silkeborg-baserede pengeinstitut afløser Hessel, der har været hovedsponsor siden februar i år.

- Vi er stolte over aftalen med Jyske Bank og BRFkredit. Den understreger, at vores strategi om at kunne tiltrække både nationale og forhåbentlig internationale partnere er rigtig, siger FC Midtjyllands formand Rasmus Ankersen.

Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, ser frem til samarbejdet med de forsvarende danske mestre.

Vi har gennem samarbejdet omkring Mesterskabskanalen lært FC Midtjylland at kende som en nytænkende organisation med en stærk kommunikativ platform. Vi vurderer, at et hovedsponsorat hos de danske mestre fra FC Midtjylland kombineret med Mesterskabskanalen er et forretningsmæssigt godt tiltag.

Også adm. direktør i BRFkredit, Carsten Tirsbæk ser frem til samarbejdet.

Det er første gang, BRFkredit indgår et nationalt hovedsponsorat og det glæder vi os til at prøve og se effekten af.

I FC Midtjylland glæder kommerciel direktør Jacob Jørgensen sig over tilgangen af en ny, stærk partner.

- Vi oplever netop nu stor interesse for vores produkt, der står stærkere end nogensinde. Aftalen med Jyske Bank og BRFkredit bekræfter os i, at vi er attraktive for såvel de lokale virksomheder som nogle af erhvervslivs største aktører & brands, som Jyske Bank, BRFkredit og Nike der er inden for den seneste måned har indgået store partnerskaber med FCM, siger Jacob Jørgensen.

Aftalen er ud over et fast beløb suppleret med en præstationsbonus, i første omgang er aftalen etårig.

Jyske Bank eksponeres med BRF Kredit på FC Midtjyllands sorte hjemmebanetrøje, mens Jyske Bank kommer på brystet af den røde trøje i Champions League-kvalifikationen, samt den  lyngfarvede udebanetrøje.

Hessels hovedsponsorat løb oprindeligt frem til sommeren 2016, men Danmarks største bilforretning har indvilget i at afgive ”trøjen” til Jyske Bank samtidig med, at virksomheden opretholder sit økonomiske engagement i FC Midtjylland.

- Det er en helt ekstraordinær gestus, der vidner om Hessel-familiens historiske veneration for FC Midtjylland, konstaterer Rasmus Ankersen.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox