14.07.2015, 09:57 | Af: Administrator

Larsen klar til at gribe chance

Marco Larsen var ude i store dele af foråret, men en god opstart har igen bragt den målfarlige offensivspiller i spil til en startplads.

56 kampe står der på CV’et for Marco Larsen, men efter aftenens Champions League-kamp mod Lincoln FC fra Gilbraltar kan der meget vel være tilføjet endnu en kamp til listen.

Den 22-årige offensive midtbanespiller var nemlig på det ”rigtige” hold til mandagens afsluttende træning, og dermed tyder alt på, at Larsen er blandt de 11 startende i aftenens opgør.

- Det er utrolig dejligt. Jeg skal ind og vise mig frem og gøre de ting, jeg er god til. Jeg skal ind og løbe dybt på deres bagkæde og forsøge at holde flow i spillet, fortæller Marco Larsen.

- Opstarten har været god. Jeg har ikke rigtigt været skade, så nu er jeg tilbage og skal ind og vise, at det er min plads, så det handler om gribe den chance, jeg får nu.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at spille så meget som muligt. Jeg skal vise mig frem, når jeg får chancen, så de kan se, at det er mig, der skal på holdkortet som en af de første, når de stiller holdet, siger Larsen.

Han ser frem til aftenens udfordring mod et mandskab, som han ærgerligt indrømmer, han ikke kender meget til.

- Vi glæder os, og vi skal ud og give den fuld gas. Vi har set lidt video på dem, men vi skal have fokus på os selv og det, vi er gode til. Vi skal ud over stepperne og spille hurtigt uden så mange berøringer, lyder det fra den målfarlige midtbane, der 12 gange er kommet på måltavlen i sin seniortid i FC Midtjylland.

Der er kick-off på MCH Arena i aften klokken 19.30.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox