11.07.2015, 15:52 | Af: Administrator

Ny cheftræner præsenteres søndag

I dette åbne brev forklarer FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen sig i forhold til de seneste dages tuburlens og løfter samtidig sløret for, at FCM’s nye cheftræner bliver præsenteret på et pressemøde i morgen tidlig klokken 10.00 på træningsanlægget i Ikast.

Kære alle FCM fans, sponsorer, medarbejdere og øvrige interessenter 

Jeg får stadig kuldegysninger af at tænke tilbage på søndag den 7. Juni på MCH Arena. Kristian Bach Bak løfter DM-pokalen foran et fyldt stadion. Beviset på FC Midtjyllands første danske mesterskab. Det var et følelsesmæssigt klimaks for alle os, der elsker FCM. Resultatet af 15 års imponerende arbejde fra rigtig mange mennesker i klubben.

Det euforiske øjeblik og billedet af en klub i sit livs form står i kontrast til den række af artikler og indslag om FCM, der har præget mediebilledet de seneste dage. Jeg forstår, hvis det for alle, der følger og interesserer sig for FC Midtjylland, har givet anledning til tvivl og frustration at læse disse artikler. Nogle gange kommer løse rygter til at lyde som sandheder, og jeg ønsker med dette brev at skabe klarhed for alle de, der følger FCM tæt på den ene eller den anden måde. 

For det første vil jeg gerne understrege, at der er alt andet end kaos i FCM. Faktum er, at vi står foran de mest spændende måneder i klubbens historie. Truppen er i harmoni, trænerteamet arbejder dedikeret, vi har mere talent på vej fra akademiet end nogensinde før, og vi bliver i internationale medier beskrevet som en af de mest nytænkende klubber i Europa. På den kommercielle front har vi netop tegnet et af de største hovedsponsorater i klubbens historie med Jyske Bank og BRF Kredit, og vi har slået alle rekorder på salg af sæsonkort. FCM er en klub midt i et rivende opsving.

For det andet vil jeg understrege min store respekt for den sportslige ledelse i FCM. Det har gennem den seneste uge været frustrerende at se, hvordan vores sportsdirektør Claus Steinlein er blevet udsat for karaktermord i medierne. Jeg vil én gang for alle med hele bestyrelsens og ejerens mandat gøre det klart, at Claus har vores største beundring for det arbejde, han har udført for klubben. Gennem de sidste 15 år har han arbejdet dedikeret og loyalt for klubben, og han har ikke altid fået den kredit eksternt, som han fortjener. Ingen ledere er perfekte, men Claus er en af de bedste, jeg har mødt. Han var en af de væsentligste årsager til, at Matthew Benham investerede i FCM. Uden Claus ville FCM ikke være, hvor vi er i dag, og han er en vital faktor for, at vi i de kommende år kan indfri vores store ambitioner. 

Jeg har været FC Midtjylland-fan helt ind i sjælen siden 1999, jeg er vokset op i Herning, har selv været ungdomsspiller og træner i klubben, og jeg holder af de mennesker, der arbejder for klubben. Jeg er pavestolt over det, som vi sammen står for, og lad mig blot understrege, at jeg aldrig har været mere optimistisk på klubbens vegne, end jeg er lige nu. Og jeg er lige så begejstret for at kunne meddele, at vi på et pressemøde i morgen tidlig præsenterer FC Midtjyllands nye cheftræner. I processen med at finde den rigtige person har vi forsøgt at være grundige snarere end hurtige, fordi vi i Lars Friis og Brian Priske har haft to stærke ledere af spillertruppen. De to og det øvrige trænerteam fortjener en stor tak for det arbejde, de har leveret i overgangsperioden, og vi glæder til at fortsætte rejsen sammen med dem. Vi har talt med kandidater i både ind- og udland, og jeg er overbevist om, at vi har fundet den rette mand. Ydmyg, kompetent og en ægte team-player med erfaring fra højeste niveau. Jeg er overbevist om, at der venter vores fantastiske klub mange flere euforiske øjeblikke i de kommende år.

Forza FCM! 

Med håbet og ambitionen om en fantastisk fremtid for vores klub.

Rasmus Ankersen
Bestyrelsesformand i FC Midtjylland

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox