03.07.2015, 10:05 | Af: Administrator

Ny udviklingschef skal løfte de yngste årgange

I en nyoprettet stilling skal Niels Peter Iversen sætte yderligere turbo på talentudviklingen for årgangene under Akademiet. Læs om planerne her.

Bolden ligger ganske vist stille i sommerpausen, men udenfor kridtstregerne er der masser af aktivitet i FC Midtjyllands talentafdeling.

 Den kommende sæson byder på en række nye tiltag, der skal styrke talentudviklingen fra U15 og nedefter – Akademichef Flemming Broe forklarer hvorfor:

- Akademiet har længe haft et internationalt islæt, først og fremmest i kraft af vores nigerianske spillere, men på den lidt længere bane, er det vores ambition, også at tiltrække de bedste spillere i Skandinavien til Akademiet.

- Samtidig er det vigtigt for os fortsat at have de lokale spillere på holdkortet – spillere som Kristian Bach Bak og Pione Sisto. I dag er vores dygtigste lokale spillere samlet på FCM Elitefodboldskole, og det er de spillere, vi gerne vil give et løft, så de fremover står endnu stærkere rustet til en fremtid på Akademiet, fortæller Flemming Broe.

En nøgleperson i forhold til at løfte den opgave bliver udviklingschef Niels Peter Iversen.

Stillingen er nyoprettet, men Iversen selv er gammel i gårde, og har i sin FCM-tid både stået i spidsen for U14-holdet, været ynglinge DM-træner, spillende seniortræner og A-licenstræner.

Som udviklingschef kommer den 51-årige Iversen til at være ansvarlig for talentudviklingen for årgangene op til og med U15.

- Helt overordnet, så har vi ønsket, at der fremover skal endnu mere fokus på den enkelte spillers udvikling – både fodboldmæssigt og menneskeligt, siger Niels Peter Iversen om sit nye arbejde.

For at realisere det mål, så er teamet af trænere og holdledere er blevet styrket yderligere, og det har blandt andet betydet, at T+ træner Anders Nim fremover kan fokusere på at lave træningsplaner og individuel træning af spillere på tværs af årgangene.

Samarbejde med forældrene styrkes
Der kommer også til at være et tættere samarbejde med spillernes forældre, blandt ved at der etableres forældreråd og hver spiller får sin egen kontaktperson:

- Der kommer til at være en tættere kontakt mellem klubben, hjemmet og spillernes skole. Det er vigtigt for os, at spillerne også trives uden for banen, og det vil vi imødekomme ved at trænerne hver især får en lille gruppe på fem-seks spillere, som de fungerer som bindeled for, fortæller Niels Peter Iversen.

Skal rustes til fremtid som professionelle
Fremtidens talenter skal dog ikke forvente, at blive båret på hænder og fødder, for den nye udviklingschef vil også have fokus på at ruste spillerne til elitemiljøets udfordringer.

- Vi vil gerne have, at spillerne er robuste og modgangsparate, når de forlader os. Det er en simpel kendsgerning, at alle spillere på et eller andet tidspunkt møder modgang, og det vil vi forberede dem på. Vi vil skubbe lidt til deres grænser, og sætte dem i nogle situationer, hvor de selv skal tage ansvar, fortæller Niels Peter Iversen.

Hos Akademi-holdene har man haft stort udbytte af at arrangere kampe mod udenlandske hold. Det har man også noteret sig hos de yngste hold. Og derfor vil fremtiden byde på flere kampe mod udenlandske modstandere – både for at de kan vænne sig til at spille under fremmede forhold, og for at de kan stifte bekendtskab med andre fodboldkulturer.

Du kan læse mere om arbejdet med de yngste talenter her på siden i den kommende tid.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox