03.07.2015, 08:01 | Af: Administrator

Spændende back til Akademiet

Japhet Sery Larsen er ny akademispiller. Den alsidige forsvarsspiller kommer til klubben fra Lyngby og skal efter sommerferien tage de næste skridt i sin fodboldudvikling på FCM’s U17-hold.

Den duelstærke sjællænder trådte sine første fodboldsko i CIK – Christianshavns Idræts Klub – inden turen gik videre til først KB, siden B93 og altså Lyngby.

Japhet retter en tak til sine tidligere trænere og holdkammerater og nævner selv årene i B93 og Lyngby, som den tid, der har betydet mest for hans udvikling som spiller.

På banen har Japhet – i daglig tale bare Jeff – optrådt både i midterforsvaret og som højre back. Han glæder sig til at tage hul på hverdagen i de nye omgivelser, og sætter selv lidt ord på, hvilken spiller, der kommer til Ikast:

- Jamen, mine styrker er, at jeg er god i en en-mod-en duellerne, og er dygtig til at læse spillet. Jeg er teknisk god og kan være med til at spille bolden op fra bagkæden, lyder det fra Japhet, der har en dansk mor og en ivoriansk far.

Han lægger ikke skjul på, at det er som højre back, han ser sin fremtid, og det er også de aspekter i sit spil, han ser frem til at udvikle på den anden side af sommerferien.

- Jeg skal lære at tage endnu større del i det offensive spil, og så skal jeg blive bedre til at bruge begge ben, siger den overvejende højrefodede spiller.

Drømmen om en plads på landsholdet
 Japhet har i det forgangne år været tilknyttet DBU’s talentcenter øst i Ballerup, og er en af de spillere, der bejler til en plads på den kommende sæsons U16-landshold. At trække landsholdstrøjen over hovedet er da også en erklæret ambition for ”Jeff”:

- Det er helt klart et mål for mig, og jeg tror også det er realistisk, hvis jeg arbejder hårdt og fortsætter min udvikling, siger Japhet, og fortæller, hvorfor han valgte at takke ja til tilbuddet om en plads på Akademiet.

- Det var hele setup’et. Der er en meget helhedsorienteret måde at tænke fodbold på, og så er det mit indtryk, at der er et rigtigt godt socialt miljø på Akademiet. Lige nu går jeg også mest bare rundt og ser frem til at komme i gang, griner forsvarsspilleren.

Selvom sæsonstarten endnu ligger nogle uger ude i fremtiden, har Japhet allerede stiftet bekendtskab med mange af de spillere, han fremover skal tilbringe hverdagen sammen med.

Det skete, da han var en del af det FCM U16 hold, der deltog i talentturneringen Scirea Cup i det sydlige Italien.

- Det var en sjov oplevelse, og også en man lærte meget af. Vi mødte nogle hold, der spillede en anden form for fodbold, end den vi kender, og vi mødte også et par hold, der spillede på et højere niveau, end jeg har været vant til, fortæller den ny FCM’er.

Teknisk velfunderet og afklaret
Akademichef Flemming Broe er glad for at kunne byde Japhet velkommen, og giver den ny akademispiller følgende ord med på vejen:

- Japhet er en spiller, der passer godt til den måde, vi gerne vil spille fodbold på i FCM. Han er en spiller der er bevidst om sin egen udvikling, og han har nogle lederegenskaber og en væremåde, der gør ham til en god person at have i truppen, både på og udenfor banen, fortæller Akademichefen.

- Som spiller er han teknisk velfunderet, og en taktisk klog spiller, der får placeret sig rigtigt. Han skal have lidt mere ”lyd” på inde på banen, netop fordi han som sagt besidder nogle lederegenskaber, som vi sammen skal have forløst.

Japhet Sery Larsen starter op i FCM senere på sommeren. Sideløbende med fodboldtræningen skal han gå på ISI Idrætsefterskole.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox