14.07.2015, 08:18 | Af: Administrator

UNICEF med FCM ud i Europa

De danske mestre har den velgørende organisation i ryggen i Europa.

Da FC Midtjylland tirsdag løb ind på MCH Arena til den første kvalifikationskamp i 2. runde af kvalifikationen til Champions League mod Lincoln Red Imps fra Gibraltar, var det med det velkendte logo fra Unicef Danmark i ryggen.

”Vi så Barcelona spille årets Champions League-finale med Unicef-logoet på spilletrøjen og fik ideen til et CSR-partnerskab med en velgørenhedsorganisation. Da vi i forvejen var involveret med Unicef i forbindelse med Herning som årets danske Unicef-by, var det nærliggende at kontakte Unicef Danmark,” fortæller Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland.

Herfra gik det stærkt med accept fra Unicef og det europæiske fodboldforbund UEFA, og tirsdag aften kan FCM så præsentere den nye, røde Champions League-trøje fra Nike med den nye hovedsponsor Jyske Bank på maven og Unicef Danmark på ryggen.

”I foråret solgte vi 1000 warm up-trøjer med Herning Unicef-by logoet på. Det gav 50.000 kroner til organisationen. Der går også 50 kroner ubeskåret til Unicef Danmark fra hver solgt Champions League-trøje. Vi håber naturligvis, at så mange som muligt vil støtte en god sag og samtidig få en unik Champions League-spilletrøje med en god historie,” siger Jacob Jørgensen, der er stolt over, at Unicef Danmark har accepteret at være en del af FC Midtjyllands europæiske kampagne dette efterår.

Den røde trøje er direkte inspireret af den trøje, som FCM spillede i, da klubben i august 2008 mødte Manchester City i kvalifikationen til Europa League.

Den nye trøje kan købes i Ulveshoppen på MCH Arena, på klubbens webshop shop.fcm.dk samt i udvalgte Sportmaster-butikker. Prisen er 600 kroner for voksne og 500 kroner for børn, hvoraf de 50 kroner altså går til Unicef Danmark.

”Det er et godt initiativ, som vi naturligvis støtter helt og fuldt op om,” siger Thomas Kristensen, der er salgschef i Sportmaster.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox