04.08.2015, 22:08 | Af: Administrator

Die-hard tilhængere fik deres tromme

Fire berejste FCM-supportere fik også en sejr - men intet CHL-avancement.

De var nedtrykte op til kampstart, Frederik, Jakob, Andreas og Kalle, på siddepladserne bag det ene mål på GSP Stadium i Nicosia.

Nu var de kommet så langt, og så fik de beslaglagt den tromme, der skulle have taget den ulige kamp op mod de tusindvis af orangeklædte fanatikere, der i den modsatte ende blæste deres favorithold frem med en vokalstyrke, ingen FCM’ere tidligere havde oplevet.

- Det var træls. Vagterne tog den bare og forklarede, at vi ikke kunne få den med ind, fordi de ikke på forhånd havde fået at vide, at vi kom fire mand og en tromme, forklarede en trist Jakob i minutterne før kick-off.

Efter en mindre diplomatisk mission lykkedes det imidlertid at få overtalt den ansvarlige på stadion til at give trommen tilbage til de fire FCM-tilhængere, og den kom i brug allerede efter 100 sekunders spil, da Erik Sviatchenko indledte en meget stærk præstation ved at heade FCM i front.

- Vi var også på Gibraltar. Det var os, der kørte derned, forklarede Jakob, mens han viste sin aldeles imponerende FCM-tatovering på ryggen. En ”tudse” af en kaliber, der fik selv de mest tilknappede cypriotiske stewards i orange veste til at trække anerkendende på smilebåndet.

Den lille håndfuld hardcore tilhængere gik klædeligt bersærk, da FCM kom i front, men desværre kom den forløsende anden scoring aldrig, så kvartetten måtte nøjes med sejren og bevidstheden om, at der venter to kvalifikationskampe til Europa League lige om hjørnet.

Dem trækkes der i øvrigt lod til fredag middag i UEFA-hovedkvarteret i Schweiz.
 

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox