14.08.2015, 11:15 | Af: Administrator

Duelund med frisparksmål i sikker dansk U20-sejr

Mikkel Duelund startede inde for Danmarks U20-hold, der også gav spilletid til Jonas Gemmer i sejren over Liverpool U21

Sidan mandag havde U20-truppen været samlet i Middelfart og træningsturens højdepunkt kulminerede i går torsdag med en kamp mod Liverpools stærke U21-hold.

Og det blev en stor aften for FC Midtjyllands Mikkel Duelund, da han sammen med Jonas Gemmer og resten af U20-holdet hev en solid 3-0 sejr i hus.

De små 1500 tilskuere kunne se 18-årige Mikkel Duelund løbe rundt med titallet på ryggen, og den ære virkede til at passe ham fint. Danmark spillede godt igennem hele kampen og skabte flere chancer, men der skulle alligevel gå halvanden halvleg, inden den første scoring blev sat ind.

Der var spillet 68 minutter af kampen, da Duelund sendte en høj bold ind over Liverpools felt. Desværre for den engelske klub ramte bolden en Liverpool-fod og strøg forbi en chanceløs målmand - 1-0 til Danmark.

Herefter skulle der ikke gå lige så lang tid inden næste mål lå i nettet. I det 77. minut fik Magnus Pedersen fra OB bolden lige uden for feltet og trykkede af med et hårdt fladt skud. Bolden gik forbi Liverpools målmand og sikrede danskerne en 2-0 føring. I mellemtiden havde Liverpool også fået smidt en mand ud efter en grov tackling i mod Mads 'Mini' Pedersen fra FCN.

Med tyve minutter igen løb Jonas Gemmer fra FC Midtjylland på banen, og han var med til at skabe mange chancer mod et nu decimeret Liverpool-hold.

En sådan chance opstod i det 81. minut, hvor Danmark fik tilkæmpet sig et frispark i en god position. Mikkel Duelund blev tildelt sparkerollen, og han beviste at frisparksmålet tidligere på året i mod SønderjyskE ikke var en tilfældighed. Med et listigt spark rundt om muren strøg bolden i mål - 3-0, Danmark.

Liverpools U21-hold kæmpede bravt på trods af en mand i undertal, men det blev ikke til flere scoringer i kampen, og dermed kan Danmark, Gemmer og Duelund tage hjem igen efter en flot 3-0 sejr.

De to Midtjylland-spillere er ikke at finde i truppen mod FCK fredag på grund af landsholdssamlingen.

Foto: © Getty Images 481809990

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox