31.08.2015, 18:58 | Af: Administrator

Fire på stribe for reserverne

FC Midtjyllands reservehold sejrede med 2-0 i dagens kamp mod lokalrivalerne fra Silkeborg IF

12 point ud af 12 mulige står der nu på kontoen hos FCM II, da de på hjemmebanen i Ikast hentede en ny sejr og tre point. Dermed topper de stadig Reserveligaens pulje to med en målscore på imponerende 9-1.

Første halvleg forløb meget jævnt, hvor chancerne gik begge veje, men uden at nogle af holdene rigtig blev farlige. Spilovertaget var dog hos gæsterne, og det blev der snakket om i pausen.

FC Midtjylland skulle have kortere afstand mellem kæderne og lukke bedre af, så boldene hurtigere kunne erobres. De ting lykkedes meget bedre i anden halvleg, hvor bolderobringerne ofte førte til farlige omstillinger med store chancer til følge.

Og det var netop på sådan en chance, at FCM bragte sig foran 1-0 efter 65 minutter. Marco Larsen modtog en god pasning fra indskiftede Nikolaj Kirk, og han sendte et indlæg ind mod Paul Onuachu, der sendte kuglen i nettet.

Ti minutter senere stod der 2-0 til Midtjyderne, og igen spillede en indskifter en afgørende rolle. Jákup Thomsen var kommet ind i pausen, og han tog et skarpt træk ind fra venstreside af banen og sendte et skud mod mål. Bolden blev rettet af og gik ind i kort hjørne bag en chanceløs Silkeborg-keeper.

Derved endte det med en sikker sejr til FCM II i en kamp, som var uden den helt store spænding og intensitet.

- Det var ikke en sindsoprivende kamp, som også manglede den store nerve langt hen ad vejen. Det er ikke sådan et opgør, der river tilskuerne med, men det var helt fortjent, at vi vandt 2-0, og der ikke noget at sætte en finger på resultatet, beskriver træner Søren Bjerg Jensen efter kampen.

Femte sejr i træk kan komme om en uge, når FCM drager til Vejle den 7. september med kampstart klokken 15.00.

Reserveligaen, runde 4:
FC Midtjylland - Silkeborg IF 2-0 (0-0)
1-0 Paul Onuachu 65'
2-0 Jákup Thomsen 75'

Start-11: Oliver Ottesen, Rasmus Nissen ('45 Alexander Munksgaard), Rasmus Lauritsen, Rasmus Nicolaisen ('45 Simon Sterring), Andreas Murbeck, Jonas Gemmer, Marco Larsen ('80 Gloire Rutikanga), Mikkel Duelund ('60 Nikolaj Kirk), Mads Døhr Thychosen ('45 Jákup Thomsen), Paul Onuachu

Sted: Baneanlægget i Ikast

Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox