31.08.2015, 08:05 | Af: Administrator

Følg med når transfervinduet lukker

TV3 Sport og andre medier dækker de sidste timer fra træningsanlægget i Ikast

Det er kun et vindue, der lukker, for igen at blive åbnet, når det bliver vinter.

Ikke desto mindre har det i de seneste par år udviklet sig til en mediebegivenhed af de større, når transfervinduet lukker, og dette vindues afslutning er ingen undtagelse.

Således vil TV3 Sport være på plads i IBF Arena i Ikast mandag aften, når FCM’s sportsdirektør med fuldt opladet mobil og tændt computer fra sit kontor skal navigere i det kaos, de sidste timer i vinduet altid er.

Det er reporter Dennis Søndergaard, der som en del af TV3 Sports massive dækning, jævnligt vil være igennem live på kanalen.

Også den regionale tv-station, TV Midt/Vest, har meldt sin ankomst med reporter og 4-4-2 vært Dan H. Sørensen som rapporterende. Endelig er Morgenavisen Jyllands-Posten på plads med en journalist, der vil dække vinduets lukning til avisens forskellige platforme.

- Vi prøver at være så åbne om, hvad der foregår, som vi kan. Derfor har vi sagt ja til, at diverse medier må rapportere fra FCM’s inderste. Det kan være, de bliver vidner til meget aktivitet. Det kan også være, at der ikke sker noget særligt. Men spændende er det da under alle omstændigheder, siger FCM’s sportsdirektør Claus Steinlein, der allerede har været i handelen i dette vindue: tjekken Filip Novák kom til fredag. Søndag aften debuterede han på venstrebacken i FCM’s 2-0 sejr over Hobro IK.

- Transfermarkedet er en sjov størrelse. Vi ved, at nogle kigger på flere af vores spillere. Omvendt orienterer vi os jo også selv i markedet. Nogle skal sætte gang i noget, og så breder det sig som ringe i vandet. Vi må se, hvad mandagen bringer, lyder det fra Claus Steinlein.

Du kan også altid følge med på FC Midtjyllands Twitter-konto og Facebook-side, hvor fans vil blive opdateret aftenen igennem.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox