07.08.2015, 09:20 | Af: Administrator

Frederik Møller til AC Horsens

Venstrebacken skifter her og nu – spilletid på højt niveau lokker

Det er en trofast FCM-væbner, der skifter græsgange, når den 21-årige venstreback Frederik Møller med øjeblikkelig virkning skifter fra de danske mestre til 1. divisionsklubben AC Horsens.

Det er muligheden for fast spilletid på et højt niveau, der får den unge yderforsvarer til at skifte klub og miljø.

- Jeg er 21 år, og nu skal jeg ud og se, hvor god jeg er. Det er rart, at FCM giver mig mulighed for at komme ud og spille betydende kampe, siger Frederik Møller, der sin unge alder til trods har tilbragt 10 år af sit fodboldliv i FC Midtjylland.

FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein sender Frederik Møller videre med varme anbefalinger.

- Han er en ægte FCM-soldat, og det er en god fornemmelse, at vi nu kan hjælpe ham til mere spilletid på et højere niveau. Det har han fortjent. Frederik er en mønster-professionel, siger Claus Steinlein.

- Jeg begyndte på FCM’s talenthold i 2004, og det bliver lidt underligt at skifte, for jeg sidder jo med en drøm, der ikke helt gik i opfyldelse. Omvendt har jeg de sidste to år trænet på det bedste hold i Danmark og testet mig selv mod nogle af de bedste spillere. Jeg har tit stået overfor Pione Sisto, der var på det ”rigtige” hold. Og han er vel den bedste en-mod-en spiller i Danmark, så jeg er klar, konstaterer Frederik Møller.

Den 21-årige Ikast-dreng nåede 14 førsteholdskampe for FC Midtjylland. Den seneste så sent som fredag den 24. juli, hvor han spillede alle 90 minutter i FCM’s 2-1 sejr på udebane over SønderjyskE.

Frederik Møllers nye klub AC Horsens spiller i aften lokalopgør på udebane mod Vejle Boldklub.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox