07.08.2015, 12:17 | Af: Administrator

Southampton? En rigtig svær lodtrækning ...

Træner, anfører og indpisker enige: Saints er en voldsom størrelse

Der var mulighed for Rusland, Grækenland, Holland, Tjekkiet og Tyskland – men det blev engelsk, da der fredag middag blev trukket lod til playoff-kampene om en plads i Europa Leagues gruppespil for FC Midtjyllands vedkommende.

Op af bowlen i Nyon i Schweiz trak de petroleumsblå UEFA-jakkesæt Premier League-klubben Southampton FC som FCM’s næste modstander. The Saints, som klubben kærligt omtales, spiller hjemme først torsdag den 20. august med returkamp på MCH Arena ugen efter, torsdag den 27. august.

Efter lodtrækningen var der bredt i FCM enighed: en hundesvær modstander fra en morderlig vanskelig liga. Men også mulighed for en stor oplevelse.

- Sammen med tyske Dortmund var det formentlig den vanskeligste modstander, vi kunne få. Det er et hold fra den måske stærkeste liga i verden, så det bliver både en spændende og meget svær opgave. Vi får mulighed for at blive matchet mod et mandskab fra Premier League. Det er stort for et dansk mandskab, lyder det fra FCM-cheftræner Jess Thorup.

Hans anfører, Kristian Bach Bak, er på linje.

- AZ Alkmaar var min ønskemodstander. I mine øjne er Southampton det næstsværeste hold, vi kunne have trukket. Det bliver svært, men vi får en stor oplevelse, forudser FCM-anføreren.

Også Jakob Poulsen har respekt for sydkystklubben. Men han vil videre i turneringen.

- Det er en rigtig svær lodtrækning mod et rigtig godt hold, der spiller vældig fin fodbold. Det er ærgerligt, for vi ville have været heldigere med Panathinaikos, Sparta Prag eller AZ Alkmaar. Vi skal levere to toppræstationer for at gå videre. Men det bliver fedt at måle sig med et sub-top hold fra Premier League, og vi går naturligvis efter at nå gruppespillet. Vi skal ikke være tilfredse med bare at få en god oplevelse, siger Jakob Poulsen.

 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox