31.08.2015, 21:50 | Af: Administrator

Steinlein: Forstærket ud af vinduet

Sisto og Sviatchenko bliver – stille sidste dag i transfervinduet for FCM

Der var længe lagt op til, at vinduet ville stå og blafre, men det endte med, at transfervinduet for Alka Superligaklubben FC Midtjyllands vedkommende i løbet af mandag aften stille og roligt gled i uden de store brag.

Den landsholdsaktuelle duo Pione Sisto og Erik Sviatchenko var de primære unge mænd i søgelyset. Men begge fortsætter karrieren i FC Midtjylland, selv om der var konkrete bud på dem begge.

- Pione Sisto er en ung mand, der har truffet en vigtig beslutning. Han følte ikke, den pågældende engelske klub var rigtig med hensyn til hans planlægning af karrieren, og derfor sagde han nej. FCM var enige med klubben, og det var det hidtil største tilbud i FCM’s historie, men når Pione i samråd med sin familie og rådgivere vælger at sige nej ud fra sportslige grunde, så respekterer vi naturligvis det. Vi er lige gode venner for det i morgen, og vi glæder os meget over fortsat at have så seværdig en spiller hos os, siger Claus Steinlein.

Spillerne som individer og FCM som hold bestod over to kampe mod Premier League-klubben Southampton, og det blev altså bemærket i England. I vinduets sidste dage dukkede der tillige et bud op på FCM’s viceanfører Erik Sviatchenko.

- Erik er helt afgørende for FC Midtjylland lige nu. Han binder sammen på og udenfor banen, han er vores viceanfører, og han er udset til en nøglerolle i efterårets mange kampe i Europa League gruppespillet og i ligaen. På den baggrund vurderede vi, at tilbuddet ikke var stort nok, og derfor sagde vi nej tak, forklarer sportsdirektør Claus Steinlein.

Alt i alt vurderer sportsdirektøren, at FC Midtjylland går forstærket ud af transfervinduet.

- Vi har hentet Filip Novák, Daniel Royer, Kian Hansen, Mikkel Andersen og Awer Mabil, mens vi har taget afsked med Sylvester Igboun, Izunna Uzochukwu, Jacob Haugaard og Frederik Møller. Vi står stærkere rustet til udfordringerne i Europa og i den hjemlige nu, end vi gjorde, da transfervinduet åbnede, siger Claus Steinlein.
 

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox