11.08.2015, 12:03 | Af: Administrator

Ungt reservehold viste potentialet frem i 4-1 sejr

Mange U19-spillere fik igen chancen i Reserveligaen, hvor SønderjyskE blev besejret i Ikast

Gårsdagens opgør i Reserveligaens Pulje 2 bød på et opgør mellem FC Midtjylland og gæsterne fra Haderslev på hjemmebanen i Ikast

Begge mandskaber gik ind til opgøret med en sejr i bagagen, men det viste sig hurtigt, at det var FCM, som havde overtaget. Og efter en god halvtimes tid fik Simon Sterring tilkæmpet sig et straffe. Eksekveringen stod Gloire Rutikanga for, og han bragte sikkert ulvene i front med 1-0. Den stilling holdte til pause.

Til anden halvleg kom et yderst motiveret FCM-mandskab ud af tunellen, men der måtte gå et kvarter, før måltavlen skiftede tal igen. Jákup Thomsen var lige kommet på banen i stedet for Sterring, og han opsnappede en for kort tilbagelægning til målmanden fra SønderjyskE-forsvaret, driblede uden om målmanden og bekræftede sit angriberinstinkt - 2-0.

SønderjyskE havde ikke meget at komme med til trods for, at de til kampen havde taget Tommy Beckmann, Morten Beck og Silas Songani med. Kort efter 2-0 målet, var den nemlig gal igen. Mads Olsen erobrede en bold og sendte indskiftede Thomsen afsted mod baglinjen. Han lagde bolden skråt tilbage i feltet til Babajide David, 3-0.

Og netop Babajide David er blevet rykket op i førsteholdstruppen til denne sæson. I dag spillede han dog med sine jævnaldrende, og det virkede til at passe ham godt. Syv minutter før slutfløjt var han på pletten igen med målet til 4-0 - et SønderjyskE-hold i knæ.

I overtiden fik sønderjyderne dog pyntet på resultatet, og derfor endte kampen med en solid 4-1 sejr til de unge reserveholds-ulve, der spillede en flot kamp, og nu har vundet de første to opgør i Reserveligaen.

Træner Kenneth Andersen var også ganske godt tilfreds efter kampen.

- Det var en kamp, hvor vi var i god kontrol og en del på bolden - vi får sat gode ting op, men det blev lidt for individuelt, når det sidste skulle afgøres omkring modstandernes felt. Defensivt står vi rigtig godt og giver ikke meget væk, så alt i alt en rigtig god kamp for os, konkluderer Kenneth Andersen.

Kampen var samtidig første gang, Awer Mabil var i aktion for FCM.

Næste kamp for reserverne er den 20/8 klokken 17.00, hvor FCM tager turen til Mascot Park og ærkerivalerne fra Silkeborg.

Reserveligaen, runde 3:
FCM - SønderjyskE 4-1 (1-0)
1-0 Gloire Rutikanga 32'
2-0 Jákup Thomsen 60'
3-0 Babajide David 63'
4-0 Babajide David 84'
4-1 SønderjyskE 92'

Start-11 (4-2-3-1): Andreas Raahauge, Rasmus Lauritsen, Kristian Dirks Riis (67' Andreas Murbeck), Rasmus Nicolaisen, Rasmus Nissen, Gloire Rutikanga (54' Nikolaj Kirk), Michael Olusoji Ogungbaro (67' Rasmus Winther Johansen), Awer Bul Mabil (58' Mads Olsen), Mads Døhr Thychosen, Babajide David, Simon Sterring (58' Jákup Thomsen)

Sted: Baneanlægget i Ikast

Dommer: Sandi Putros

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox