02.08.2015, 14:56 | Af: Administrator

Ungt ulvekuld sikrede premieresejr i reserveligaen

Simon Sterring blev matchvinder, da et reservehold udelukkende bestående af spillere med alderen til U19 Liga sejrede 1-0 over OB i sæsonens første kamp.
 

A-truppen spiller i disse dage to gange om ugen, og for at aflaste trænerstaben, er det blevet besluttet, at det fremover vil være U19-trænerteamet - Kenneth Andersen og assistenttræner Erling Lindegaard - der står i spidsen for reserveholdet.

- Ved at gøre det på den måde sørger vi for, at trænerteamet omkring førsteholdet kan fokusere helt og holdent på kampene i Europa og Superligaen. Derudover bruger vi jo mange u-spillere i reserveholdskampene, og vi har naturligvis et indgående kendskab til netop de spillere, fortæller Kenneth Andersen om baggrunden for beslutningen.

Lørdag stod FCM II så over for sæsonens første kamp, da holdet hjemme på Wunderelf Arena stod over OB. Fynboerne havde allerede været i aktion en gang, med en 4-3 sejr ude over Silkeborg til følge, og stillede med en startopstilling der udelukkende talte spillere fra førsteholdstruppen.

Noget modsat forholdt det sig for FCM II, der spillede med en trup, hvor samtlige spillere principielt kunne spille U19 Liga. Det ungdommelige FCM II stillede op i en anden opstilling end den, FCM normalt stiller op i - væk var den vante 4-3-3 og i stedet stillede holdet op i en 3-5-2 opstilling med tre centrale forsvarsspillere.

Ulvene gik på med krum hals, men det stod dog hurtigt klart, at de unge spillere ville få deres sag for mod OB. Fynboerne spillede i et væsentligt højere tempo end mange af FCM'erne var vant til fra U19 Ligaen, og 3-5-2-formationen kom hurtigt til at ligne en 5-3-2.

FCM'erne havde svært ved at fastholde bolden i egne rækker, både fordi OB'erne pressede dem til at træffe dårlige beslutninger, når de skulle aflevere bolden, og sad tæt i markeringerne, når de skulle modtage den.

Ulvene gik dog på intet tidspunkt op i limningen, og fynboerne blev holdt nede på et par enkelte forsøg i første halvleg, der endte målløst.

Tiki-taka mål fra anden halvlegs start
Der skulle dog kun gå tre minutter af anden halvleg før dødvandet blev brudt. Kristian Dirks spillede bolden igennem OB's kæder til Mikael Anderson, der lagde bolden af til Nikolaj Kirk. Kirk stak bolden i dybden inden om OB’s venstreback, hvor Alexander Munksgaard var løbet i positionen. Han sendte en flad aflevering ind mellem OB’s målmand og forsvar, hvorefter Simon Sterring (billedet) kunne first-time bolden i nettet - et FCM-angreb, der var en fornøjelse at overvære.

Føringsmålet gav FCM-spillerne masser af tro på tingene, og spillet bølgede frem med chancer i begge ender. Andreas Raahauge lavede en stor redning, da bolden efter en standardsituation landede hos en OB-spiller i feltet, mens Jákup og David kom frem til et par farlige omstillinger, der dog løb ud i sandet.

U19-spillerne har kun to ugers træning under bæltet, og i kampens sidste kvarter, var det tydeligt at mange af spillerne var trætte. Det lykkedes dog FCM II at stå imod, og det var en ovenud tilfreds Kenneth Andersen, der kunne sætte tre point i banken i debuten som reserveholdstræner.

- U-spillerne lærte meget ved i sidste sæson at spille sammen med mere erfarne spillere, men man lærer også meget ved at stå på egne ben. På nogle punkter blev spillerne overmatchet, men det gik godt, og også bedre end forventet. Vi ydede dem modstand i alle halvfems minutter og kæmpede os til et flot resultat, udtalte Kenneth Andersen efter kampen

FCM II skal forsøge at følge op på den gode start mandag d. 10. august, hvor holdet i Ikast tager imod SønderjyskEs reserver.

FC Midtjylland II - OB II 1-0 (0-0)
48' 1-0 Simon Sterring (assist Alexander Munksgaard)

Opstilling: Andreas Raahauge - Rasmus Lauritsen (Alexander Munksgaard), Kristian Dirks Riis, Rasmus Nicolaisen - Rasmus Nissen, Nikolaj Kirk (65' Jákup Thomsen), Jonas Gemmer (55' Mads Olsen), Gloire Rutikanga (46' Michael Olusoji Ogungbaro), Babajide David - Mads Døhr Thychosen (46' Mikael Anderson), Simon Sterring

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox