08.08.2015, 10:17 | Af: Administrator

Vidste du, at...

Jess Thorup vil med en sejr over AaB blive den første træner for FC Midtjylland til at vinde sine fire første superligakampe.

FC Midtjylland ankommer mandag aften med et godt minde i sportstaskerne, når de stiger ud af bussen i Aalborg.

For efter to nederlag i træk i det nordjyske vandt ulvene det seneste opgør, da Jakob Poulsen blev dobbelt målscorer på Nordjyske Arena.

Som du kan læse nedenfor, viser statistikken tætte opgør mellem de to duellanter og mon ikke, der er lagt op til et nyt af slagsen, når der er kick-off mandag aften klokken 19.00 i Aalborg.

FC Midtjylland har sammen med klubbens officielle statistikpartner danskfodbold.com været en tur i arkivet og fundet skæve vinkler forud for aftenens opgør.

Vidste du, at...

- Det er Superligakamp nr. 46 mellem AaB og FC Midtjylland. Statistikken siger 20 sejre til FC Midtjylland, fire uafgjorte og 21 nederlag samt en målscore på 63-63 set med FC Midtjyllands øjne.

Superligakampe mellem AaB og FC Midtjylland ender som oftest med tre point til en af klubberne. Ud af de 45 tidligere indbyrdes Superligakampe har der kun i fire tilfælde været pointdeling, hvilket svarer til i mindre end 10 pct. af kampene.

- Hvis FC Midtjylland besejrer AaB, vil det være første gang siden august-september 2014, at FC Midtjylland vinder fem Superligakampe i træk. FC Midtjyllands Superliga-klubrekord lyder på syv kampe i træk med sejr sat i april-maj 2002.

- FC Midtjylland vil med en sejr over AaB have maksimumpoint efter sæsonens fire første kampe. Det har de forsvarende mestre kun præsteret tre sæsoner tidligere, alle ved Brøndby IF i 1996/97, 1997/98 og 2005/06.

- Med en sejr over AaB vil FC Midtjylland for første gang i et år have vundet to Superliga-udekampe i træk.

. Benjamin Helm Svedborg dømmer sin Superligakamp nr. 11 og den blot anden med deltagelse af FC Midtjylland. Hverken AaB (sejr) eller FC Midtjylland (uafgjort) har tabt med Benjamin Helm Svedborg som dommer.

- FC Midtjylland har ikke tabt i de seneste fem Superliga-udekampe afviklet en mandag (2V-3U-0T), heriblandt en uafgjort kamp mod AaB. I fire af de fem kampe har FC Midtjylland tillige formået at holde nullet, men det er også kun lykkedes FC Midtjylland at score tre mål i de fem kampe.

- Lars Søndergaard og Jess Thorup står over for hinanden for første gang som cheftrænere for deres nuværende klubber. Tre gange tidligere i Alka Superligaen har de dog krydset klinger, og i alle tre tilfælde endte Jess Thorup som den tabende træner.

- Jess Thorup vil med en sejr over AaB blive den første træner for FC Midtjylland til at vinde sine fire første Superligakampe. Han vil i givet fald tangere Superligarekorden for flest sejre i træk fra debut sat ved fem tidligere lejligheder.

- Såfremt FC Midtjylland scorer mindst to mål mod AaB, vil den anden scoring være FC Midtjyllands mål nr. 800 i Superligaen.

Foto: © Getty Images 481816188

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox