02.09.2015, 08:00 | Af: Administrator

FC Midtjylland åbner jysk ambassade i København

Med ny base hos kommunikationsbureauet Mannov vil Alka Superligaklubben FC Midtjylland tættere på partnere i hovedstaden og mindske afstanden mellem Jylland og København

Det er blandt andet stigende interesse fra virksomheder i hovedstadsområdet, der gør, at FC Midtjylland nu som den første danske Superligaklub uden for København etablerer sig med eget kontor i hovedstaden.

Vi mener, timingen lige nu er god. Vi vandt det danske mesterskab i foråret, vi ligger godt til i begyndelsen af den nye sæson, og vi har indtil nu klaret os fornuftigt i Europa. Vi har i løbet af den seneste tid oplevet en stigende interesse fra virksomheder, der gerne vil associeres med vores brand, og med det nye kontor gør vi os lettere tilgængelige for de virksomheder, der har base i hovedstadsregionen, forklarer Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland.

Ambassade-begrebet lanceres med et glimt i øjet. Og så alligevel ikke.

- Vi kalder det et ambassadekontor, fordi vi anerkender, at vi med vores entré i hovedstaden er lidt på udebane. Men vi har det godt på udebane. Og det er et erklæret mål for satsningen, at den for både partnere, sponsorer og fans skal mindske afstanden mellem København og den egn, vi er rundet af, siger Jacob Jørgensen.

Daglig leder af FC Midtjyllands repræsentation bliver Sales & Innovation manager Tina Dines Appelt, der kommer med mange års erfaring inden for kommunikation, salg og medier, blandt andet som annoncechef hos Bonnier og forlagschef/chefredaktør i Aller-koncernen.

- Fodbold har været en stor del af mit liv. Derfor ser jeg frem til udfordringen med at etablere et FCM-brohoved i København, som jo er min hjemmebane. Jeg glæder mig til at skabe nye relationer og gense mange tidligere, siger Tina Dines Appelt.

Den fysiske placering hos Mannov på Nørrebro centralt i København er ikke tilfældig.

- Et strategisk samarbejde med FC Midtjylland er en spændende mulighed, der kombinerer vores fodboldinteresse med vores forretningsmæssige mål. Lige nu skal FCM trække resten af dansk klubfodbold i den rigtige retning, og det er et projekt, alle fodboldelskere kan bakke op om, uanset hvilken klub man i øvrigt holder med, siger Reinholdt Schultz, adm. direktør og partner i Mannov.

FCM’s kommercielle direktør Jacob Jørgensen ser frem til samarbejdet med Mannov, der er førende inden for bl.a. corporate communication, sports-kommunikation og livsstils-PR.

- Mannov stod for den kreative proces og den efterfølgende ansøgning til UEFA om at få del i værtsskabet af UEFA EURO 2020. Det er den slags virksomheder, vi gerne vil arbejde sammen med og inspireres af, siger Jacob Jørgensen.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox