16.09.2015, 11:34 | Af: Administrator

FCM-polak hjælper landsmænd

Keeper Patryk Wolanski kommer ikke i kamp – og så alligevel …

Naturligvis ville han allerhelst have spillet mod sine landsmænd, FC Midtjyllands polske målmand Patryk Wolanski. Men en operation i sommer efter en knæskade holder ham ude af spillet indtil det nye år, så derfor kommer den tidligere Widzew Lodz-keeper ikke til at stå ansigt til ansigt med Legia Warszawa torsdag aften i Europa League gruppespils-opgøret på MCH Arena.

Men den 24-årige polak er på stadion. Og han er endda tiltænkt en ikke ubetydelig rolle før, under og efter kampen.

- Diverse informationer og serviceoplysninger til publikum skal være på polsk af hensyn til de op mod 600 polske tilhængere. Og da vi ikke er verdensmestre i det sprog, så har vi lavet en aftale med Patryk om, at han hjælper os i speakerboksen, forklarer Jimmy Laursen, der er FC Midtjyllands Europa League-ansvarlige.

For den unge polak bliver den anderledes arbejdsopgave en kærkommen anledning til at tænke på andet end genoptræningen og naturligvis også til at komme tæt på den internationale atmosfære på MCH Arena.

- Det bliver da en sjov oplevelse for mig. Da de spurgte, tænkte jeg, hvorfor ikke? Alle er gode til at hjælpe mig her, så nu gør jeg lidt nytte den anden vej, siger Patryk Wolanski.
Men sin baggrund har han naturligvis en særlig indsigt i polsk klubfodbold. Og han mener nok, at FCM har muligheder for et fornuftigt resultat.

- Jeg har snakket med folk hjemme i Polen om kampen. En del regner med, at Legia får det nemt heroppe. Jeg har sagt til dem, at sådan bliver det ikke. Jeg vil vurdere, at FCM’s chancer for at vinde er 50-50. Og naturligvis håber jeg på FCM-sejr. Det er jo min klub nu, selv om jeg er polak, slår Patryk Wolanski fast.

Speaker-opgaverne torsdag aften bliver blandt andet den polske holdopstilling og informationer til tilskuerne om, at brugen af pyroteknik – det er nymodens for fyrværkeri – er strengt forbudt.
 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox