29.09.2015, 11:53 | Af: Administrator

FCM sender et helt hold afsted til landshold

Morten Olsen og de andre landstrænere har igen kigget FC Midtjyllands vej, når der i starten af oktober er landskampe på programmet

Jakob Poulsen, Morten 'Duncan' Rasmussen og Erik Sviatchenko skal alle forsøge at hjælpe Danmark i den vigtige EM-kvalifikationskamp på udebane mod Portugal den 8.oktober. Kampen kan blive aldeles afgørende for andenpladsen i gruppen, da Danmark den 11.oktober slutter kvalifikationen af i Parken med kampen mod Frankrig, hvor der ikke er point på spil.

Hos Finland er Tim Sparv igen med, der skal forsøge at komme op på tredjepladsen i gruppen, som giver adgang til play-off opgør om at komme til EM. Finland møder først Rumænien ude den 8.oktober, mens de slutter af på hjemmebane i Helsinki tre dage senere mod Nordirland.

Lige så spændende bliver det ikke for Filip Novák og Tjekkiet, som allerede er sikre på at skulle til Frankrig og spille EM næste sommer. Den stærke venstreback kan i stedet jagte sin anden og tredje kamp for tjekkerne, når de hjemme i Prag den 10.oktober møder Tyrkiet og 13.oktober Holland i Amsterdam.

På den anden side af jorden er FCM også til stede. Kantspiller Marcos Ureña kan komme i aktion for Costa Rica i to venskabskampe, hvor holdet henholdsvis møder Sydafrika på hjemmebane og USA ude i New Jersey.

Ungdomsspillere i aktion
Det danske U21-landshold skal spille sine første to kvalifikationskampe til EM, og fra FCM er forsvarsspiller Patrick Banggaard atter at finde på holdet, mens Pione Sisto i denne omgang også skal i aktion for U21. De skal sammen med resten af landsholdet forsøge at vinde over Wales på hjemmebane den 8.oktober og den 13.oktober over Bulgarien ligeledes på hjemmebane.

Kristoffer Olsson brillerede sidste gang for Sverige U21 med mål og assists, og han er igen blevet bedt om at møde op til EM-kvalifikation. Svenskerne tager den 9.oktober hjemme i mod Estland, og fire dage senere tørner holdet sammen med Spanien i Santa Cruz.

For Australiens U22-hold skal Awer Mabil, der fik sin debut i pokalkamppen mod Næstved, møde Sydkorea i to testkampe på hjemmebanen i Australien.

Endelig er Jonas Gemmer også blevet udtaget til det danske U20-mandskab, som den 12. oktober møder Sverige i en venskabskamp på Casa Arena i Horsens.

Foto: Getty Images 486088932

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox