24.09.2015, 21:51 | Af: Administrator

FCM sikkert videre i pokalen

Francis Dickoh åbnede ballet, da FC Midtjylland sendte pokaldræberne fra Næstved ud af DBU Pokalen

De gjorde det onde ved FC Nordsjælland i forrige runde, men på en regnvådt Harboe Arena i Slagelse kunne 1. divisionsspillerne fra Næstved ikke gøre noget ved FC Midtjylland i tredje runde af DBU Pokalen.

Med en sejr på 3-0 er de danske mestre sikkert videre i DBU Pokalen og dermed med i bowlen, når der i morgen trækkes lod til ottendedelsfinalerne.

Udover en sikker sejr og spilletid til nogle af de spillere, som ikke har fået minutter i benene i efteråret, så bød pokalkampen også på debut til den tidligere akademispiller Babajide David og australske Awer Mabil, der begge blev sendt på banen i anden halvleg.

Den mest rutinerede i en ung midtjysk startformation var Francis Dickoh, og den tidligere udlandsprof, som bar anførerbindet, satte ulvene i gang allerede efter otte minutter, da han på et forlænget hjørnespark kom flyvende gennem luften og sendte den i kassen.

Det kunne også være blevet til både to og tre nul i kampens første 45 minutter, hvor der var gode tilbud til Paul Onuachu og Marco Larsen, men målene blev gemt til anden halvleg.

Og i anden halvleg kom det første, præcis som i første halvleg, efter otte minutter, da Kristoffer Olsson blev spillet i dybden, og herfra viste den svenske teknikker fint overblik og lagde bolden tilbage til Mikkel Duelund, der fladt sendte bolden i nettet i det lange hjørne.

Det unge midtbanetalent så desværre ikke, da Paul Onuachu kørt før tid gjorde det til 3-0, efter at indskiftede Babajide David spillede ham helt blank. Duelund måtte nemlig forlade banen efter et sammenstød, men de første meldinger går på, at der blot var tale om et voldsomt slag over knæet.

Forinden sin scoring havde Onuachu muligheden for at være kommet på måltavlen, da han var hurtig over den retur, som keeperen gav på Awer Mabils afslutning, men Næstved-keeperen var hurtig oppe og forhindrede en Onuachu-scoring.

Det var ikke kun FC Midtjylland, der sendte tidligere akademispillere på banen i opgøret. Det gjorde Næstved nemlig også, da de efter en times tid skiftede Mikkel Luimes Nielsen ind.

FC Midtjylland-spillerne får ikke lang tid til at nyde sejren i, da de allerede skal i aktion i gang på søndag, hvor det gælder Randers FC på udebane i Alka Superligaen. Det opgør har kick-off klokken 16.00.

Næstved Boldklub - FC Midtjylland 0-3 (0-1)
0-1 Francis Dickoh 8’
0-2 Mikkel Duelund 53’
0-3 Paul Onuachu 90’

Advarsler:
22’ Kristoffer Olsson
26’ Paul Onuachu
58’ Henrik Bødker
80’ Awer Mabil
81’ André Rømer

Start-11: Mikkel Andersen, André Rømer, Patrick Banggaard, Jesper Lauridsen, Jonas Gemmer, Kristoffer Olsson, (62’ Awer Mabil) Marco Larsen, Marcos Ureña (70’ Babajide David) , Mikkel Duelund (86’ Alexander Munksgaard), Paul Onuachu

Bænk: Andreas Raahauge, Alexander Munksgaard, Rasmus Lauritsen, Pione Sisto, Awer Mabil, Babajide David, Morten 'Duncan' Rasmussen

Dommer: Lars Christoffer Christoffersen

Tilskuere: 812

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox