02.09.2015, 21:09 | Af: Administrator

Kontor skal skabe sponsorbro

FC Midtjylland vil med kontoret på Nørrebro i København forsøge at skabe en bedre sponsorforbindelse mellem landsdelene

Tidligere i dag åbnede FC Midtjylland et nyt kontor i København og til at stå i spidsen for foretagenet er Tina Dines Appelt hentet ind som Sales & Innovation Manager.

- Jeg tror, jeg skal foretage mig rigtig mange ting - det er en fin tom boks, jeg har fået her, som kan indeholde en masse forskelligt. Først og fremmest skal jeg dog forsøge at skabe en bro imellem Heden og København, fortæller Tina Appelt og bakkes op af kommerciel direktør i FCM, Jacob Jørgensen:

- København er kommercielt set et interessant marked for FC Midtjylland, og det ville derfor være brugbart med en bro herovre, så vi er tættere på de kunder, vi i forvejen har i og omkring København, samt potentielt nye kunder, supplerer Jacob Jørgensen.

Hele interviewet med Tina Appelt og Jacob Jørgensen kan ses her >>

Kontoret har til huse hos kommunikationsbureauet Mannov, der er et af de førende bureauer i Danmark inden for corporate communication, sports-kommunikation og livsstils-PR, og samarbejdet med FCM bliver der set frem til.

- Vi er selv meget ambitiøse i Mannov, og derfor er vi altid på udkig efter ambitiøse samarbejdspartnere, som kan være med til at skabe vækst både for Mannov og for dem selv, siger CEO og Partner i Mannov, Reinholdt Schultz.

Basen i København betyder som nævnt kortere kontakt-afstande for sponsorere i Københanvsområdet, og det ser man en fordel i hos Danske Spil.

- Rent praktisk så ser jeg en fordel i, at vi nu, i stedet for at have 300 kilometre imellem os, kun har ti, hvormed det bliver noget lettere at holde nogle mundtlige face-to-face møder, fortæller Raymond Levy, sponsoransvarlig i Danske Spil.

Se hele interviewet med Reinholdt Schultz og Raymond Levy her >>

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox