01.09.2015, 18:49 | Af: Administrator

Mange tv-seere så FCM slå Southampton

En fjerdedel af alle danske tv-seere så den spændende afslutning i Europa League-braget mellem FC Midtjylland og Southampton

MCH Arena var proppet til bristepunktet, da FC Midtjylland leverede sensationen og slog Premier League-stjernerne fra Southampton og dermed sikrede sig en plads i Europa League gruppespillet.

Men det var ikke kun de 9481 tilskuere på stadion, der fulgte med i det intense drama på grønsværen. For TV3+, som sendte kampen, havde godt fat i de danske tv-seere torsdag i sidste uge.

TV3+ var den tredjestørste kanal i det tidsrum, kampen blev spillet, og tv-kanalen havde en share på 23 procent af alle seere mellem 15 og 49 år.

Det tal steg yderligere i de sidste 45 minutter, hvor kun DR1 med programmet ”Bag Borgen” oversteg dramaet med flere tv-seere. Kampen havde i snit 263.000 seere og peakede kort før slutfløjt med over 340.000 seere, hvilket vil sige, at mere end hver fjerde dansker, der så tv, var tunet ind på opgøret.

- Det er dejligt at føle, at vi har en bred opbakning, når vi spiller på den europæiske scene. De mange tv-seere er med til at vise, at interessen er massiv for dansk fodbold. Samtidig giver det vores sponsorer ekstra værdi for pengene, når så mange følger kampen, siger FC Midtjyllands kommercielle direktør Jacob Jørgensen.

Med den samlede sejr over Southampton venter der nu seks gruppespilskampe for FC Midtjylland i Europa League.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox