25.09.2015, 08:18 | Af: Administrator

Se Europa League-pokalen til Youth League-kampen

UEFA har lånt FC Midtjylland selve Europa League-pokalen. Den vises første gang på onsdag

Som regerende danske mestre i U19 er det FC Midtjyllands behagelige lod at repræsentere Danmark i årets UEFA Youth League.

FC Midtjylland deltager i det, UEFA kalder “Domestic Champions Path”, hvor midtjyderne skal overstå to knald-eller-fald runder, før det til foråret gælder de afgørende kampe om trofæet.
Modstander i den første runde er georgiske FC Saburtalo, som gæster MCH Arena onsdag den 30. september med kick-off kl. 18.00.

Kampen får et helt særligt krydderi, idet FC Midtjylland er i stand til at præsentere den pokal, som klubberne i Europa League-gruppespillet dyster om, og som skal uddeles efter finalen i schweiziske Bern næste år til maj.

- UEFA spurgte, om nogle havde lyst til at få pokalen på besøg. Og det havde vi da. UEFA vil gerne gøre ekstra opmærksom på Europa League-turneringen, og en af måderne er at lade selve pokalen drage på en Europa-turne, forklarer Søren Märcher, brand manager i FCM og manden der fik pokalen til det midtjyske.

- Vi vil også gerne gøre noget ekstra ud af Youth League-kampen på onsdag. Derfor har vi valgt, at vi lader pokalen slippe ud af sin metalkasse første gang den dag, supplerer Søren Märcher.

Ud over Youth League-kampen bliver der mulighed for at se – og tage selfies med – pokalen før FCM’s hjemmekamp mod AGF søndag den 4. Oktober, ligesom pokalen også får en hovedrolle, når FCM inviterer til åbent hus på MCH Arena i efterårsferien.

- Vi synes da, det er stort, at UEFA lader os have pokalen i næsten tre uger. Det er vi stolte over, og jeg er sikker på, den kommer til at pryde massevis af fotos i den kommende tid, siger Søren Märcher, der passer godt på pokalen, indtil den ser dagens lys på onsdag.

I FC Midtjylland håber man på pænt fremmøde til kampen mod georgiske Saburtalo, hvor tilskuerne bliver samlet på Faxe Kondi Tribunen. Fra Ulvevognen sælges merchandise. Skoler og efterskoler samt unge fra FCM’s 160 samarbejdsklubber bliver inviteret. Entreen er så begrænset som en flad 20’er, mens børn til og med 15 år har gratis adgang. Det samme har sæsonkortholdere og sponsorer.

- Vi prøver at gøre en masse ud af kampen. Det opfordrer UEFA til, og det gør vi gerne for de unge mennesker. Blandt andet får georgierne en official modtagelse på rådhuset i Ikast-Brande, siger Sejer Aagaard, event manager og FC Midtjyllands Youth League-ansvarlige.

Der er 32 hold med i Domestic Champions Path. De skal gennem to knald-eller-fald runder med hjemme- og udebaneopgør. Derefter har man otte vindere, der går videre til forårets play off.

FCM’s mandskab er i øvrigt stærkt regional præget med hele 11 spillere fra klubber i det midt- og vestjyske område. Mest kendt lige nu er måske målmanden Andreas Raahauge fra Vildbjerg SF, som for tiden vikarierer som reserve for Mikkel Andersen på Alka Superligaholdet.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox