08.09.2015, 09:25 | Af: Administrator

To landsholdssejre og fem FCM-kasser

Det danske U19-landshold har den seneste uge været samlet, hvor den har stået på kampe mod Norge og Sverige

Det danske U19-landshold har i den seneste uge været samlet i Sverige til en træningsturnering. Til samlingen var hele seks FCM-spillere i truppen, og man må sige, at de fik gjort sig bemærket i de to kampe. 

I den første kamp skulle der prøves kræfter af mod det norske landshold. Alexander Munksgaard og Mikkel Duelund begyndte inde for Danmark, mens Rasmus Nissen og Mads Døhr Thychosen kom på banen efter henholdsvis 45 og 77 minutters spil. 

Danskerne dominerede størstedelen af kampen, og et kvarters tid inden slutfløjt lykkedes det FCM’s Mikkel Duelund at bringe Danmark i front på et hovedstødsmål. Kampen endte 1-0, og det betød en mini-finale mod de svenske landshold. 

”Finalen” i Gävle mundede ud i en ren dansk og, fristes man til at sige, FCM-opvisning. Hele fem af de seks FCM-spillere var at finde i startopstillingen – kun Mikkel Duelund begyndte på bænken. 

Rasmus Nicolaisen fik chancen fra start og spillede hele første halvleg. Derudover kom Andreas Raahauge på mål og leverede et clean sheet, og efter 34 minutters spil lykkedes det Mads Døhr Thychosen at score til 1-0, som også var stillingen ved pausen.  

Efter 60 minutters spil erstattede én FCM-spiller en anden. Mikkel Duelund kom på banen i stedet for Thychosen, og 30 minutter skulle vise sig at være nok for den unge Duelund til at gøre sig bemærket. 

I de sidste 20 minutter af kampen gik det stærkt. Først bankede Rasmus Nissen bolden op i krydset til 2-0 og fem minutter senere scorede Mikkel Duelund til 3-0 efter et hurtigt et-to spil. Daniel Stücker fik scoret til stillingen 4-0 efter et flot forarbejde af Rasmus Nissen.

4-0 var åbenbart ikke nok for Danmark, og Mikkel Duelund scorede sit andet mål i kampen i overtiden, og det nordiske opgør endte altså med en solid 5-0 sejr. 

Alt i alt en succes for det danske U19-landshold og ikke mindst for de seks FCM-spillere, som alle fik spilletid i de to kampe og derudover stod for fem af de seks mål danske mål.  

Er man interesseret i at se de flotte danske – og midtjyske scoringer – kan man se dem på ungdomslandsholdenes Facebook-side HER.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox