01.09.2015, 19:09 | Af: Administrator

U17 kom i gang mod Haderslev

De tre point kom i hus efter en solid indsats, der resulterede i en 2-0 sejr.

FCM U17 har haft en lidt frustrerende sæsonstart, hvor det trods gode spillemæssige takter kun er blevet til et enkelt point. Det blev der dog lavet om på tirsdag aften, hvor holdet sikrede sig fuldt udbytte mod SønderjyskE's talenter.

Sejren blev grundlagt i første halvleg, hvor FCM U17 slog til to gange inden for de første 25 minutter.

Først efter et kvarters spil ved Sebastian Buch Jensen, der returnerede til startopstillingen oven på udstået karantæne. Andreas Poulsen chippede bolden over mod den bageste stolpe, hvor Buch headede bolden ind.

Ti minutter senere kom Poulsen selv i målscorerens rolle. Kantspilleren modtog bolden i feltet fra Victor Torp, tog et træk, og scorede med højrebenet.

2-0 føringen var en naturlig følge af spillet i kampens start. FCM havde fuld kontrol med opgøret, og skabte chancer med korte intervaller. Efter 2-0 målet gik holdet dog noget ned i kadence, selvom Haderslev ikke kom tættere på end et par standardsituationer på ulvenes banehalvdel.

Rodet anden halvleg
Der var således masser af grund til optimisme i pausen, men desværre levede de sidste fyrre minutter ikke op til de foregående. FCM U17 manglede kvalitet i boldomgangen, og Haderslev formåede fortsat ikke at komme frem til de chancer, der kunne bringe dem tilbage i opgøret.

Det blev derfor en rodet omgang uden yderligere scoringer. Svend Graversen var dog alligevel godt tilfreds med både indsats og resultat, da han gjorde status efter kampen:

- De første to kampe har været frustrerende for os, og der er blevet evalueret stenhårdt på vores afsluttende minutter i Farum, hvor vi smider det ene point. Vi er meget tilfredse med at vi svarer tilbage med en sejr blot tre dage senere - det var vigtigt for os, udtalte FCM træneren.

FCM U17 spiller igen lørdag d. 12/9 kl. 15.15, hvor holdet møder OB på udebane.

FC Midtjylland U17 - Haderslev U17 2-0 (2-0)
15' 1-0 Sebastian Buch Jensen (assist Andreas Poulsen)
25' 2-0 Andreas Poulsen (assist Victor Torp)

Opstilling: Simon Petersen - Aksel Smith-Petersen, Nicolai Damkjær, Sebastian Nielsen, Mathias Nors (50' Gustav Kjeldsen) - Victor Torp (50' Nicolas Hautorp Madsen), Casper Tengstedt, Mikkel Jakobsen - Mads Carlson, Andreas Poulsen (60' Lukas Grenaa Giessing), Sebastian Buch Jensen

Billede: MT-foto

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox