13.01.2016, 10:58 | Af: Administrator

Andersson går glip af foråret

Den svenske midtbanedynamo genoptræner efter knæoperation

Petter Andersson kommer ikke i spil for FC Midtjylland i foråret. Inden jul blev den elegante midtbanespiller opereret i knæet, og derfor byder foråret på genoptræning.

- Operationen gør, at Petter ikke kommer i spil i foråret. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, men det har vi været forberedt på, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

Hvad der skal ske med den kreative svensker, er endnu ikke på plads.

- Det overvejer vi lige nu og er i dialog med Petter om. Lige nu er det vigtigste, at Petter kommer ind i et godt genoptræningsforløb med sundhedssektoren, så han kommer stærkest mulig tilbage, siger sportsdirektøren.

Selv ærgrer den rutinerede svensker sig over at gå glip af et spændende forår, men omvendt er han også afklaret med sin situation.

- Jeg er blevet opereret for slitage i knæet. Jeg var nødt til at tage operationen. Hvornår jeg er tilbage, ved jeg ikke. Det vigtigste for mig er at give knæet den tid, det skal have, og så må vi se, hvornår jeg er tilbage. Derfor er fokus også lige nu på genoptræningen, siger Petter Andersson.

Han begyndte ellers sæsonen stærkt og var en afgørende faktor i den samlede sejr over Southampton, der for første gang gav klubben en plads i et europæisk gruppespil, hvor holdet er videre til knockout-fasen.

- Selvfølgelig er jeg ked af ikke at kunne spille, for der venter os et spændende forår med kampene mod Manchester United og kampen for igen at erobre det danske mesterskab. Men jeg har været nødt til at lytte til min krop, forklarer Andersson.

Svenskeren var senest i kamp i 1-0-sejren over Legia Warszawa, hvor han måtte udgå i pausen.

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox