05.01.2016, 09:29 | Af: Administrator

Lokalt forsvarstalent skifter til 1. divisionsklub

Nye udfordringer venter Rasmus Lauritsen, der fik sin FCM-debut i efteråret

FC Midtjylland har gennem tiden med succes sendt spillere til Skive IK. Og nu har endnu en spiller taget turen til 1. divisionsklubben i jagten på mere spilletid.

Det lokale forsvarstalent Rasmus Lauritsen skifter nemlig til klubben på en to-årig kontrakt.

- Rasmus er en lokal spiller, som gennem hele sin karriere er kommet fra baghjul. Han har vist en fantastisk indstilling og har en vindervilje udover det sædvanlige. Han er en fantastisk dreng, som vi er glad for at sende til Skive.

- Jeg er sikker på, at det bliver en god rejse for Rasmus, hvor han kan tage næste step. For jeg er overbevist om, at han bliver superligaspiller, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

Selv ser den 19-årige Brande-knægt frem til de nye udfordringer i Skive IK, hvor jagten på spilletid vægter højt.

- Skiftet skal være med til, at jeg kan tage næste skridt. Det har været et fedt halvt år i FC Midtjylland, hvor jeg har været en del af superligatruppen og fået min debut. Men jeg har primært spillet på U19- og reserveholdet, og for at udvikle mig yderligere har jeg brug for at spille seniorkampe, hvor der er point på spil, siger Rasmus Lauritsen.

Han har fra sidelinjen kunnet følge Skive IK og sin gode ven og tidligere holdkammerat Mikkel Frankoch i efteråret folde sig ud.

- Det er et spændende projekt, de har gang i i Skive, hvor de bruger mange unge spillere. Jeg tror og håber, jeg kan få en masse spilletid og derved udvikle mig, selv om jeg godt ved, at spilletiden ikke kommer af sig selv, siger den tidligere akademispiller.

Brande-knægten kom til FC Midtjylland som 12-årig og har både været en del af talentudviklingen i Herning og Ikast. I efterårets 5-1-sejr over Esbjerg fB blev han skiftet ind til sin debut for ulvene.

- Det betød meget for mig. Jeg kommer fra Brande, og FC Midtjylland har altid været min klub. Jeg har set deres kampe på stadion, siden jeg var lille. Jeg vil gerne sige tak for tiden i FC Midtjylland til alle i og omkring klubben. Jeg har virkelig nydt det. Jeg kommer til at savne folkene i klubben og det gode træningsmiljø. Men jeg føler, det er på tide at komme videre, selv om jeg havde håbet at slå igennem i FCM.

Rasmus Lauritsen bliver i Skive IK holdkammerater med de tidligere FC Midtjylland-spillere Mikkel Frankoch, Musefiu Ashiru og Razak Adebayo Odeyemi.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox