21.01.2016, 20:11 | Af: Administrator

Reaktioner: FCM - Skive IK

Et nederlag er altid utilfredsstillende men i dagens opgør handlede det om mere end selve resultatet for Jess Thorup og Kristoffer Olsson

Træningskampen mod skibonitterne var startskuddet til en række kampe forud for den kommende sæson. Og at det var den første kunne godt mærkes hos FCM's svenske midtbanespiller Kristoffer Olsson.

- Det kan ses, at det er første kamp, for der er meget teknisk, som mangler, men det var godt at få kamp i benene efter hård træning med mange løb. Vi har lidt at arbejde på med touch og pasningsspil, men det skal nok komme - det er som sagt første kamp, og der venter flere forude at øve sig i, lyder det fortrøstningsfuldt fra Kristoffer Olsson.

Dagens modstander fra Skive tog en 2-1 sejr med hjem og gjorde det svært for ulvene.

- De var gode, selvom de vel kun har en-to chancer og så straffesparket. Defensivt gør de det godt, og det er svært at komme igennem med pasningsspillet, når de står så kompakte, vurderer Olsson og bakkes op af cheftræner Jess Thorup.

- Spillerne glædede sig til at komme i kamp, og det var en fin bane i Vildbjerg mod en god modstander i Skive, der stod kompakt og satsede på omstillinger. Det havde vi svært ved at tackle i dag, og vi havde ikke lige den sidste kvalitet i at komme i gennem, som så kostede den anden vej, uddyber Thorup.

Noget at arbejde videre på
Forud for opgøret er gået 14 dage med mange løb og styrketræning for de danske mestre. Kampen mod Skive var derfor en god lejlighed for cheftræneren til at få testet de første taktiske detaljer frem mod foråret.

- Vi havde alle set frem til at komme på banen og på afprøvet nogle af de ting, vi arbejder med i dagligdagen. Det er klart, vi altid gerne vil vinde, når vi går på banen, og det gjorde vi ikke i dag, så helt godt har det jo ikke været. For mig at se manglede der noget kvalitet i nogle sekvenser, men vi er i starten af sæsonen, så det skulle gerne blive bedre, forklarer Jess Thorup, der fik sig noget at gå videre med til taktikrummet.

- Kampen gav noget at analysere på, så det skal vi hjem og gøre i aften og så evaluere i morgen og vise spillerne klip på, hvad der gik godt og mindre godt. Det kan også illustrere, hvad vi skal øve på træningsbanen, og så håber vi processen fortsætter med at gå fremad, for det skal vi se allerede i næste uge, påpeger Thorup.

Om det er tilfældet, er der mulighed for at se på onsdag den 27. januar, når AGF besøger Ikast til træningskamp klokken 13.00. 

Foto: Getty Images 499952178

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox