21.01.2016, 16:13 | Af: Administrator

Sportschef bliver ny kommerciel udviklingschef

Hans Peter Riis skifter håndbold ud med fodbold og bliver ny kommerciel udviklingschef i FC Midtjylland

Han har i mere end et årti været en af de afgørende kræfter i FCM Håndbold. Ikke på banen, men fra sit kontor i en skyboks i IBF Arena i Ikast. Men fra 1. februar venter der nye udfordringer for tidligere salgschef og nuværende sportschef i FCM Håndbold Hans Peter Riis.

Men han skal ikke langt væk. For han bliver nemlig i koncernen, men skifter halvgulv og harpiks ud med grønt græs og hårdtpumpede fodbolde, når han tiltræder i en stilling som kommerciel udviklingschef hos FCM Fodbold.

- Jeg glæder mig til opgaven og til at blive en del af teamet, hvor jeg tror, jeg har noget at byde ind med efter 12 år i marken, siger den kommende kommercielle udviklingschef, der begyndte som salgskonsulent i håndboldforretningen, men efter tre år fik titel af salgschef, inden han for fem år siden blev sportschef men fortsatte med salgsarbejdet.

- Det har været en fantastisk rejse at være med på. Det har været 12 år, som jeg ikke vil bytte for noget. Jeg har arbejdet tæt sammen med nogle fantastiske atleter og dedikerede mennesker, som jeg virkelig har nydt, siger Hans Peter Riis.

I FCM Håndbold er man ærgerlig over at slippe en god og trofast medarbejder, men omvendt glæder man sig over at beholde Hans Peter Riis’ kompetencer i koncernen.

- Vi har haft en god dialog med HP, som har ønsket nye udfordringer. Det har vi forståelse for, og derfor er vi glade for at kunne sende en meget loyal og dedikeret medarbejder videre til fodboldafdelingen. HP har været en vigtig brik i mere end et årti for håndbolden i Ikast, og vi ønsker ham alt det bedste hos vores gode kolleger i fodbolddelen af FCM, siger Troels Banggaard, direktør i FCM Håndbold.

Dermed skifter sportschefen fra en danmarksmester til en anden.

- HP er en fodboldmand, som har haft 12 gode år i håndbold. Han er en erfaren sælger, der ved alt om sportssponsorater og kan byde ind fra dag et. Han er en styrkelse af vores i forvejen stærke kommercielle hold, og jeg er overbevist om, at han bliver en stor gevinst for os, siger Jacob Jørgensen, kommerciel direktør i FC Midtjylland.

Hans Peter Riis, der har rødder i samarbejdsklubben Tjørring, hvor han faktisk har trænet FC Midtjyllands nuværende bestyrelsesformand Rasmus Ankersen, har første arbejdsdag i sin nye rolle som kommerciel udviklingschef den 1. februar.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox