25.01.2016, 00:03 | Af: Administrator

Talenterne gik hele vejen!

OPDATERET: FCM U18 er vinder af Copa Chivas 2016! Ulvene besejrede Boca Juniors med 2-1 i en nerveflænsende finale der først fandt sin afgørelse i forlænget spilletid.

Efter fredagens semifinalesejr over Urawa Red Diamonds kunne FCM U18 lørdag hvile benene og fordrive tiden med at overvære bronzekampen mellem Urawa og mexicanske Atlas.

Den kamp vandt mellemamerikanerne med 2-0, og så var der kun tilbage at finde ud af, om titlen skulle sendes til Argentina eller Danmark.

I en intens og tempofyldt finale brugte de to hold indledningen til at se hinanden an. Efterhånden fik Boca dog tilkæmpet sig et overtag, og efter tyve minutter kom sydamerikanerne forsvindende tæt på at tage føringen.

En flad centring fik lov til at gå hele vejen til den bagerste stolpe, hvor Bocas Luis Marcelo Torres bare skulle gelejde den det sidste stykke over stregen. På en eller anden måde fik han dog trådt i bolden, og Oliver kunne sikre sig bolden, mens Torres græmmede sig.

Boca lugtede blod, og blot et minut efter var de igen tæt på. Denne gang med kvikke kombinationer, der endte med at Jonathan Farias blev spillet fri. Han havde frit skud, men bolden strøg en meters penge forbi den ene stolpe.

FCM U18 kæmpede for at stå imod, og efter 28 minutters spil var det ulvenes tur til at sende en advarsel afsted. Mikael Anderson driblede sig fri i venstresiden, men på kanten af feltet fik en Boca–spiller sat en vigtig tackling ind. Bolden nåede dog ikke længere end Mads O, der baksede den videre til Jákup, der huggede til med det samme – I målet var Manuel Roffo dog vågen, og fik pareret skuddet.

Halvlegen stod dog i Bocas tegn. Argentinerne gav aldrig FCM ro på bolden, men forfulgte aggressivt enhver chance.

Det opdagede Oliver Ottesen på den hårde måde. FCM-keeperen troede han havde tid til at tæmme en tilbagelægning, men Torres var over ham med det samme, fik tacklet bolden til sig og lagt den på tværs af det tomme mål. Ved den bagerste stolpe ville en Boca-spiller gøre arbejdet færdigt, men i allersidste øjeblik fik Murbeck kastet sig ind foran skuddet. Puha!

- Bocas forsvarere er groft sagt med for at holde bolden væk fra deres mål, så vores plan var at lade Jákup løbe og stresse dem, så de ville spille nogle lange bolde op mod midtbanen, som vores midtbanefolk skulle få fat i. Det lykkedes vi fint med, men de har så gode individualister, at det ikke er muligt at holde dem helt fra chancer, fortalte Kenneth Andersen

Chancen bød sig - og Vang slog til
Ulvene kunne ubetinget være mest tilfreds med 0-0 ved halvleg, og hvis ikke Boca-spillerne ærgrede sig over ikke at have kendt deres besøgelsestid, så kom de til det det fra anden halvlegs start. Kampen var kun lige fløjtet i gang igen, da Mads Vang stjal bolden på kanten af feltet, og med venstrebenet lagde han den over i det lange hjørne.

Føringen var ikke helt fortjent efter spil og chancer, men effektiviteten kan ingen tage fra FCM U18. Lidt senere appellerede FCM’erne for straffe efter en situation, hvor Jákup driblede sig igennem nede ved baglinjen. En Boca-spiller kastede sig ned i en tackling, men endte med at blokere indlægget med den ene arm. Dommeren stod godt placeret og vurderede det var uforsætligt – et skøn der sagtens kunne forsvares.

Kort efter testede Mads Olsen Roffo med et skud fra distancen, men i stedet for 2-0 blev der udlignet. FCM-forsvaret fik ikke tacklet Gonzalo Lamardo af, og fra fem meters afstand tordnede han bolden ind bag en chanceløs Oliver Ottesen.

Med 1-1 på tavlen og mindre end tyve minutter tilbage var det tydeligt at ingen af holdene ville risikere at komme bagud. Begge mandskaber beskyttede sig selv, og håbede at fodboldguderne ville give dem den ene chance, der skulle til for at afgøre kampen.

Den kom aldrig, og så måtte holdene ud i 2 x 10 minutters forlænget spilletid. Efterhånden var trætheden tydelig hos begge hold, og det lignede en kamp der skulle afgøres på straffespark – men så skete det.

Kirk søgte ned mod baglinjen, han stødte dybt i bolden, der beskrev en perfekt bue i luften, inden den strøg i nettet bag en fortvivlet Roffo. Indlæg eller opportunistisk forsøg? Det var fuldstændig lige meget, for FCM U18 var på vej til at sikre sig titlen.

FCM’erne bed tænderne sammen og gjorde sig parat til at modstå det sidste stormløb. De udmattede Boca-spillere tæppebombede feltet med høje bolde, men hver gang blev de afvist, og efter mere end 90 minutters fodbold var sejren endelig, endelig en realitet!

Det stærkeste kollektiv i Guadalajara
Omgivet af tyve jublende spillere og en ditto stab, kæmpede Kenneth Andersen en brav kamp for at sætte ord på de kvaliteter, der har ført FCM helt til tops i den prestigefyldte turnering:

- Det er vores holdmæssige og taktiske færdigheder der har båret os igennem, helt klart. Spillerne er virkelig blevet udfordret på deres individuelle færdigheder. De har under turneringen skullet omstille sig til mange forskellige typer modspillere, men igennem det hele har vi fremstået som et stærkt og robust kollektiv, forsøgte Andersen at trænge igennem larmen.

Se highlights og præmieoverrækkelse fra finalen her >>

FC Midtjylland U18 - Boca Juniors U18 1-1 (0-0), 2-1 efs.
37' 1-0 Mads Vang
53' 1-1 Gonzalo Lamardo, Boca Juniors
82' 2-1 Nikolaj Kirk

FCM U18: Oliver Ottesen - Malte Jürgensen, Nicolai Damkjær, Andreas Murbeck, Andreas Poulsen - Gloire Rutikanga, Mads Olsen (61' Victor Torp), Nikolaj Kirk - Mikael Anderson, Mads Vang (54´Aziz Essaisi), Jákup Thomsen (65' Sebastian Buch Jensen)

Foto: www.chivasdecorazon.com.mx

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox