12.08.2016, 17:10 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Van der Vaart møder fansene

Rafael van der Vaarts nummer blev i dag præsenteret, da han mødte fansene i BW-loungen og gav autografer

Det var en nysgerrig fanskare, som fredag eftermiddag lagde vejen forbi MCH Arena. Her blev trøjenummeret på Rafael van der Vaart offentliggjort, og det var stjernen selv, der afslørede det omtalte trøjenummer.

Omkring 400 fans stod klar i Black Wolves Fanlounge, da van der Vaart gjorde sin entré. Hollænderen vendte sin trøje, og et stort rødt 8-tal kom til syne.

Det kom bag på Svend Thomsen og John Markussen, der var blandt de mange fremmødte fans. De troede, han ville få nummer 23, som er Frank Kristensens gamle nummer. Både Svend og John glæder sig meget til at følge Rafael van der Vaarts rejse i FC Midtjylland.

- Van der Vaart virker som en sympatisk fyr, der vil kæmpe for klubben. Han kan bidrage med en masse erfaring til de mange unge spillere på holdet, siger John Markussen.

Efter van der Vaart havde løftet sløret for nummeret og svaret på spørgsmål, kunne fansene komme helt tæt på den store stjerne i Ulveshoppen. Udenfor dannede sig hurtigt en lang kø, og der var rift om trøjen med nummer 8.

I shoppen sad van der Vaart klar til give autografer og hilse på sine fans. En af dem var Jeppe Halkjær, som kunne tilføje endnu et stort navn i sin sorte autograf bog.

- Det var en fed følelse at møde ham tæt på. Han er en stor spiller, så det gav da et lille sus, da jeg fik en autograf af ham, siger Jeppe Halkjær.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox