22.04.2016, 14:04 | Af: Peter Ross | Foto: FC Midtjylland

Blog: Så er foråret begyndt!

Kan vi komme styrkede ud af den turbulente åbning på foråret, kan vi endda måske allerede have lagt grundstenene til den kommende sæson – lad os i hvert fald håbe, det kan være tilfældet!

Siden vi sidst havde lys i masterne på MCH Arena, har vi besøgt de to stadions i Danmark, hvor hjemmepublikummet nok helst ser et FCM-nederlag. Heldigvis fik hverken publikum i Viborg eller Esbjerg det, de kom efter, til gengæld vekslede vi kampene til fire point, så vi med lidt god vilje efterhånden kan påstå, at foråret nu for alvor er startet.

Det har været længe undervejs, men med syv point i tre kampe og blot ét enkelt point op til andenpladsen, ligner det det helt rigtige tidspunkt at ramme formen på – fredag fortsætter jagten, når OB kommer til Herning, hvilket jeg vil dvæle ved lidt senere. Jeg kan dog ikke skrive en blog, uden først at sætte et par ord på episoderne i Viborg og det efterspil, der har været.

Lad mig først slå fast med syvtommersøm, at jeg og klubben tager den skarpeste afstand fra dåsekast, kanonslag og hærværk. Det er ikke handlinger, vi kan acceptere at blive sat i forbindelse med. Vi er helt på det rene med, at vi har en fælles udfordring i forhold til lokalopgørene mod Viborg, hvor vi gentagne gange har oplevet uheldige episoder både før og under kampene. Det er for let at tørre hele ansvaret af på fansene, vi skal derimod gerne have skabt en sund dialog, således alle parter bliver klædt rigtigt på til kampene, både hvad angår opførsel blandt fansene, politiets håndtering på dagen og klubbernes ansvarstagen for egne fans. Det er tre aktører, der endnu har meget at lære, når det gælder disse derbys, som vi alle elsker.

Derfor glæder det mig rigtig meget, at de tre stærke grupper i det midtjyske fanmiljø, Black Wolves, Ultras Midtjylland og Midtjylland Ungdom, satte sig sammen ovenpå Viborg-kampen og ikke alene tog sin del af ansvaret, men - mindst lige så vigtigt - indbød til fremadrettet dialog med politiet, kontrollørerne og klubberne, så vi forhåbentligt kan undgå flere uheldige episoder til de kommende lokalopgør.

Det viser ikke alene, at vi har nogle stærke, dialogsøgende fans, der ønsker det bedste for klubben og fanmiljøet, men også at ingen er reelt interesserede i det blakkede ry, der desværre hurtigt kan klistre sig til vores fans, hvis ikke de ærgerlige episoder stopper omgående.

De uheldige episoder skal dog ikke fjerne fokus fra, at det var en helt forrygende kulisse, der blev skabt på Viborg Stadion. At samle mere end 1400 FCM-fans  på en fredag aften, det er ganske enkelt imponerende. Tak for opbakningen!

I aften venter OB, som jeg var inde på tidligere. Det er noget nær det mest ustabile hold i Alka Superligaen, vi får besøg af, så at gætte på udfaldet af kampen er næsten lige så svært som at gætte Lotto-tallene. Med en sejr vil vi for første gang i sæsonen havde tre hjemmesejre på stribe – og hvilket bedre tidspunkt end syv runder før slut?

Vi kan gætte og gisne meget før de sidste runder, men sæsonen har hidtil kun bevist én ting; intet er forudsigeligt. Jeg vil i stedet gerne hæfte mig ved den formfremgang, der har været i de seneste uger. Mikkel Andersen viser sit topniveau, Rilwan Hassan glimter som sjældent set, mens Kian Hansen og Nikolay Bodurov ser ud til at have fundet sammen i midterforsvaret – der er positive takter over alt på banen, hvilket forhåbentligt kan være vores trumf i slutfasen af sæsonen.

Kan vi komme styrkede ud af den turbulente åbning på foråret, kan vi endda måske allerede have lagt grundstenene til den kommende sæson – lad os i hvert fald håbe, det kan være tilfældet!

Med håbet om en god kamp,

Peter Ross

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox