23.08.2016, 15:26 | Af: | Foto: Getty Images

FCM forberedt på derby

God dialog mellem FC Midtjylland, fans og politi forud for søndagens derby

Spændingen er høj, når FC Midtjylland møder rivalerne fra Viborg. På søndag er det igen derby-dag, når de to hold mødes i Viborg klokken 20.00.

Efter sidste opgørs uroligheder har FC Midtjylland været i dialog med klubbens fans og politiet, hvor der været holdt møder med repræsentanter fra alle parter.

- Efter seneste derby havde vi nogle møder med vores fans, hvor vi drøftede, hvordan vi kunne undgå, at der opstod ballade igen. Der havde vi et godt og konstruktivt møde, siger kommerciel direktør Jacob Jørgensen.

Efter det første møde med fansene mødtes FC Midtjylland og fansene igen til endnu et møde. Denne gang var politiet inviteret.

- Klubben og ikke mindst fansene havde en god dialog med politiet. Der blev igangsat forskellige tiltag, som gør, at det er lettere for vores fans og politiet at kommunikere med hinanden, hvilket alle parter er interesseret i, siger Jacob Jørgensen.

FC Midtjyllands fankoordinator Peter Ross deltog også i mødet, og han beretter om positiv feedback fra FCM’s fanmiljø:

- Vi fik lavet en fælles dagsorden for de her derbys, som forhåbentligt kan sikre det gode samarbejde. Vi var alle enige om, at kommunikationen mislykkedes på dagen ved sidste derbi. Vi har lavet aftaler for, hvem der har dialogen med politiet på dagen, og vi har givet politiet gode råd til, hvordan de med fordel kan håndtere fansene, siger Peter Ross, der er fankoordinator i FC Midtjylland.

Der har været henholdsvis seks og fire fanrepræsentanter med til de to møder med klubben og politiet.

- Fansene er meget interesseret i at få samarbejdet op at stå, og fanrepræsentanterne, der deltog i møderne har været meget velvillige og positive indstillede, siger Peter Ross.

Det er påkrævet, at et udehold sender vagter med til udekampene. Hvis en klub forventer 1000 medrejsende udefans eller flere, skal udeholdet stille med mindst otte vagter.

- Vi har tilbudt Viborg at sende flere derop end de otte, der er påkrævet, og det har de takket ja til. Derfor sender vi endnu flere afsted med den besked om, at Viborg kan henvende sig til os, hvis de har behov for endnu flere, siger Jacob Jørgensen

Den kommercielle direktør mener, at FC Midtjylland har gjort, hvad de kan, for at derbydagen bliver den festdag, som alle håber på.

- Vi har gjort alt det, vi føler, at vi kan gøre forud for kampen. Herfra er det op til folk at få en festlig og fornøjelig derbydag. Vi kan som klub ikke gøre mere, siger Jacob Jørgensen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox