12.10.2016, 13:40 | Af: Martin Dons | Foto: FC Midtjylland

FCM starter ny Special Olympics fodboldturnering

ALPI Cup ser første gang dagens lys i forbindelse med Superligakampen mellem FC Midtjylland og AaB på søndag

FC Midtjylland har sammen med speditionsfirmaet ALPI startet en turnering for udviklingshæmmede fodboldspillere. Special Olympics fodboldspillere fra henholdsvis FC Midtjylland, Aarhus, Odense og Aalborg vil spille opvisningskampe på MCH Arena, når superligaklubberne fra AGF, OB og AaB gæster Herning.

Den første kamp bliver spillet på MCH Arena i pausen af opgøret mellem FC Midtjylland og AaB på søndag, hvor FCM Special Olympics møder I.H Aalborg.

Kampe for fyldte tribuner
- Da vi tidligere på året begyndte samarbejdet med vores CSR-sponsor ALPI, var det et stort ønske fra både ALPI og FCM at gøre en indsats for udviklingshæmmede fodboldspillere. Det var naturligt at spørge det lokale SO-hold fra Hammerum, om de fremover ville være en del af FC Midtjylland - og heldigvis sagde de ja til det, siger kommerciel direktør i FC Midtjylland Jacob Jørgensen.

- Et af målene er at give spillerne gode oplevelser med fodbolden. Vi håber, at turneringen for de udviklingshæmmede - med mange tilskuere på tribunerne - vil give både oplevelser samt sprede budskabet om, at fodbold er for alle, siger den kommercielle direktør.

Træneren for SO-holdet i FCM, Carsten Sjørvad, er ligeledes glad for det nye samarbejde.

- Kampene i ALPI Cup er spændende for vores spillere. Et af de primære formål med Special Olympics er at sikre, at børn og voksne med udviklingshandicap via verdens sjoveste spil får positive oplevelser sammen med ligesindede. Da kampene spilles af D-hold, som er det laveste niveau indenfor SO fodbold, viser vi også, at der er plads til alle på vores FCM SO-hold, fortæller Carsten Sjørvad.

Livsbekræftende tiltag - igen
Speditionsfirmaet ALPI er endnu engang involveret i et projekt, der har til formål at øge fokus på idrætsmuligheder for udviklingshæmmede. Tidligere har ALPI medvirket til at starte et SO-håndboldhold hos blandt andre FCM Håndbold, Aarhus Håndbold og Mors-Thy.

Salgs- og marketingschef hos ALPI Søren Præst forklarer om det nye projekt.

- Vi har nu i flere år brugt kræfter og ressourcer på at støtte de udviklingshæmmede håndboldspillere. Vi ved med sikkerhed, at vi har været med til at gøre en stor forskel for de mennesker, der spiller håndbold på vore SO-hold. Det er svært at beskrive den livsbekræftende glæde, vi kan se hos spillerne, når de for eksempel spiller i Boxen foran 7500 tilskuere, der klapper taktfast af dem – det skal simpelthen opleves.

- Vi valgte derfor at spørge FCM Fodbold, om de var interesserede i et lignende initiativ med et SO-fodboldhold. Det tog dem ikke mange minutter at sige ja til det, hvilket vi selvfølgelig er glade og taknemmelige for, forklarer Søren Præst, der i samme ombæring løfter sløret for, at der er flere planer i støbeskeen.

- Det slutter helt sikkert ikke her. Vi har sammen med FCM planer om flere tiltag til de udviklingshæmmede fodboldspillere, men nu skal vi lige have ALPI Cup sat i gang først, beretter Søren Præst.

Mød op for at heppe
Spillerne på FCMs SO-hold glæder sig allerede meget til at skulle spille på MCH Arena for første på søndag. Og både Jacob Jørgensen fra FCM og Søren Præst fra ALPI opfordrer derfor alle til at møde op på MCH Arena for at heppe – både på Superliga-holdet og ikke mindst på SO-holdene fra FCM og Aalborg.

Fakta om Special Olympics:

  • Special Olympics er verdens største sportsorganisation for udviklingshæmmede børn og voksne
  • Special Olympics organiserer og udvikler idræt for udviklingshæmmede
  • Organisationen blev stiftet i USA af Kennedy-familien i 1968
  • I dag har Special Olympics organisationer i over 170 lande, og mere end 4 mio. mennesker med udviklingshandicap deltager i Special Olympics’ aktiviteter
  • Dansk Handicap Idræts-Forbund repræsenteret Special Olympics i Danmark

FCM vs. AGF – 4. dec.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox