02.06.2016, 15:35 | Af: Michael Hehr, Spillerforeningen | Foto: FC Midtjylland

Mød mændene bag Danmarks Bedste Bane

En langsigtet strategi, engagement og faglighed er svarene på de udfordringer, som groundsmen i Danmark kan stå overfor

De plejer at gøre det hver mandag morgen. At starte ugen med at vandre rundt en times tid på MCH Arenas græstæppe. Gåturen bliver brugt på at inspicere banen og få vendt, hvilke problemer der skal tages hånd om i løbet af ugen.

Når Anders Faber Nielsen og Bjarne Rabæk vanen tro går rundt på MCH Arenas velholdte græstæppe de kommende uger, kan de gøre det med et smil på læben velvidende, at de to groundsmen gør deres arbejde godt. De er nemlig mændene bag Danmarks Bedste Bane.

- Det er en anerkendelse af det arbejde, der er blevet udført det seneste år af de dedikerede medarbejdere, der har deres gang på MCH Arena. Det er en stor cadeau. Det er et bevis på, at det arbejde, der investeres i hverdagen, om aftenen og i weekenderne, har betydning. Derfor er det en pris, der betyder rigtig meget for os, fastslår en tydelig stolt Anders Faber Nielsen.

Det har han også god grund til at være. Ander Faber Nielsen har nemlig det overordnede ansvar for græstæppet på MCH Arena, hvor FC Midtjylland som bekendt har lejet sig ind og spiller sine hjemmekampe. Han har også nok at glæde sig over, for et godt græstæppe er efterhånden blevet et trademark i Herning.

I de fem år, Superligaens anførere har kåret Danmarks Bedste Bane, har midtjydernes således altid været i top to. I år er banen – præcis som i ’13 – Danmarks bedste. Og faktisk betyder det særligt meget, at banen netop i år er Danmarks bedste.

- Der er blevet spillet meget fodbold på MCH Arena i 15/16-sæsonen. Foruden Superligaen og DBU Pokalen har vi haft Champions League, Europa League, UEFA Youth League og en landskamp. Der er aldrig blevet spillet så meget fodbold på MCH Arena, som der er blevet i 15/16, og set i dét lys er jeg meget stolt over, at vi får titlen. Der har været ekstremt meget slid på banen.

En langsigtet strategi
De to groundsmen gør noget rigtigt. Men hvis man tror, at det får dem til miste jordforbindelsen, tager man fejl. De to groundsmen er for længst i gang med at planlægge næste sæson. Det er nøglen til en god bane, forklarer Anders Faber Nielsen.

- Vi hviler aldrig på laurbæerne – vi sigter efter, at den skal blive endnu bedre. Vi er aldrig tilfredse og arbejder altid et halvt år frem i tiden. Det vi gør i dag, gør vi for at sikre, at der kan spilles fodbold i december. Jeg vil sågar tillade mig at konkludere, at det græstæppe, vi fik lagt i 2013, er medvirkende til, at vi vinder i 2016. En langsigtet strategi er svaret på de udfordringer, vi har eller kan få, når vi spiller rigtig meget fodbold i ydersæsonerne i Danmark.

- Vi er allerede nu i fuld gang med at forberede banen til den kommende vinter. Det er vores primære formål lige nu. På en dag som i dag, hvor solen skinner, og græsset står skarpt, er alle glade. Men alle skal stadigvæk være glade, når vi mødes derude den 28. november, understreger han.

Nøglen til at gøre alle glade er planlægning, høj faglighed og ikke mindst engagement. Og det leverer Bjarne Rabæk, der er Anders Faber Nielsens såkaldte førstemand. Mens Anders Faber Nielsen har det overordnede ansvar for banen, er det Bjarne Rabæk, der så at sige har fingrene i mulden.

- En god bane kræver faglighed. Det kræver, at man har en forståelse for græs, og hvordan det teer sig i forskellige situationer. Men det kræver i lige så høj grad, at man engagerer sig i sit arbejde, og Bjarne har hele pakken, fastlår Anders Faber Nielsen, der foruden fagligheden fremhæver Bjarne Rabæks store engagement.

- For Bjarne er de 8.500 kvadratmeter græs verdens navle. Det er det vigtigste for ham. Han forlader ikke det stadion, før han er sikker på, at alle græsstrå peger i den retning, han gerne vil have dem til at pege, fortæller Anders Faber Nielsen.

Bliver aldrig plastikmand
Anders Faber Nielsen og Bjarne Rabæks fornemmeste opgave er at sikre, at spillerne har en god bane at spille på. At den er jævn, ensartet i klippehøjden, har fuldt græsdække, at den har den rette fugtighed, og at den ikke mindst er sund. Men det æstetiske spiller også en væsentlig rolle.

- Selvfølgelig er fodboldbanens kvalitet det vigtigste for spillerne. Men for tilskuerne og tv-seerne er oplevelsen af fodboldbanen også meget vigtig. Derfor skal banen være så grøn, som det er muligt, og stregerne skal være kridhvide og snorlige. Mønstrene skal også stå skarpt, mens nettene skal være nye, fastslår Anders, for hvem det også er afgørende, at en fodboldbane er lavet af naturgræs.

- Der er bare forskel på duften af nyklippet græs og så duften af plastik. Jeg bliver aldrig plastikmand, det er jeg nødt til at sige. Jeg synes, det er en uskik, at man bygger kunstgræsbaner på det her plan. Jeg har forståelse for, at man træner på kunstgræs i januar, februar og marts, men derefter skal det være græs. Det er min holdning.

Han forstår til dels bevæggrundene for valget i kunstgræs, men understreger, at han er i mod tendensen. Faktisk peger den ansvarshavende for Danmarks Bedste Bane på, at man i stedet bør opprioritere forholdene. Og det gælder ikke kun på kampbanen.

- Fundamentet for at kunne levere fodbold for tusindvis af mennesker hver anden weekend er, at underlaget, man spiller på, er sublimt. Derfor er det et dumt sted at spare. Det gør man i andre europæiske klubber uden hverken at se til højre eller til venstre. Det er bare så vigtigt, at underlaget er i top, og derfor bliver det prioriteret.

- Jeg har blandt andet besøgt Arsenal i London. Græsset på Emirates Stadium er fuldstændig fantastisk. Men det er endnu mere fantastisk, at deres træningsanlæg består af 11 lige så gode baner. Derfor mener jeg også, det er vigtigt, at vi kan levere træningsbaner, der matcher kampbanerne.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox