17.11.2016, 16:45 | Af: Martin Dons | Foto: FC Midtjylland

Sky Sport besøgte FCM

Rafael van der Vaart stiller sin bedste start-11 i populært Sky Sport-program

Hvem er de 11 bedste spillere, som Rafael van der Vaart har spillet sammen med. Ifølge ham selv. Det finder man ud af i løbet af december, når engelske Sky Sport sender deres populære fredagsprogram The Fantasy Football Club, som har den tidligere Arsenal- og landsholdsprofil Paul Merson som vært.

- Programmet går ud på, at nuværende og tidligere fodboldspillere stiller den bedste start-11 ud fra spillere, de har spillet sammen med, forklarer Tom Oliver, der er journalist på programmet og i sidste uge var i Ikast for at interviewe Rafael van der Vaart.

- I de sidste par år har vi interviewet personer som Franco Baresi, Gerard Pique, Steven Gerrard, Lothar Matthäus og mange flere verdensklassespillere. Vi tilstræber at interviewe spillere med en bred erfaring, så vi var ivrige efter at interviewe Rafael van der Vaart. Det er unikt, at han har spillet i Holland, Tyskland, Spanien, England og nu Danmark, siger Tom Olivers, der selv er Tottenham-fan og derfor personligt var glad for at møde van der Vaart.

- Jeg har besøgt en lang række klubber rundt omkring i Europa som Barcelona, Ajax, APOEL Nicosia, Udinese og Sevilla, fortæller Sky Sport-reporteren, der nød sit ophold på den midtjyske hede i FC Midtjylland.

- Vi nød virkelig vores tur til Danmark. Alle i FC Midtjylland var hjælpsomme og imødekommende, og Rafael var en virkelig rar fyr. Hans interview var indsigtsfuldt, og som fodboldfan og tv-producent finder jeg det fascinerende at komme tættere på spillerne og høre deres forklaringer på, hvorfor de vælger dem, de gør, siger Tom Oliver.

Sky Sport forventer at sende programmet i løbet af december. Efterfølgende kan du se det på FCM TV.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox