28.11.2016, 15:20 | Af: Admin | Foto: FC Midtjylland

Venskaber og frirum hos FCM Special Olympics

21-årige Sara Sonohata Høeg har i 6 år taget turen fra Silkeborg til Hammerum for at spille Special Olympics fodbold. Et sportsfælleskab som betyder alt for Sara

Sara fortæller åbent sin historie. Hun er en af 40 spillere på FC Midtjyllands Special Olympics fodboldhold, der træner i Hammerum.

- Fodbold er en vigtig del af mit liv. Her er jeg i en anden verden, væk fra hverdagen, fortæller Sara.

- FCM Special Olympics er det bedste, jeg ved. Vi er gode venner og kan snakke om alt. Og jeg er så stolt, som man kan være, over at være en rigtig FCM´er, udtrykker den glade og imødekommende fodboldpige.

Livet med handicaps
Sara har tilbragt sin skoletid på Sølystskolen i Silkeborg på en specialafdeling for børn med særlige behov.

Hun er autist, har ADHD og nedsat hørelse. Hun tænker ikke meget på sine handicaps. Det er mest den nedsatte hørelse, som påvirker hende.

- Jeg blev mobbet i skolen, fordi jeg hørte dårligt. Og så havde jeg problemer med at sidde stille i timerne. Jeg ville meget hellere ud og spille fodbold, forklarer FCM'eren.

I dag bor Sara på bostedet Frydenslund sammen med 7 andre udviklingshæmmede.

Mini Blomsterberg
Efter endt skolegang fortsatte Sara på STU, en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. De sidste to år har køkkenet på Silkeborg Rådhus dannet rammen om et praktikophold.

- Jeg stod for salatbaren, fortæller Sara med glæde i stemmen og fortsætter:

- Og de kaldte mig ”Mini Blomsterberg”, fordi jeg er god til at bage og elsker at være kreativ i køkkenet.

Sara skal nu i gang med at finde et flexjob.

Japanske rødder
Mellemnavnet Sonohata stammer fra Saras japanske mor. Familien besøger hver anden søndag en japansk skole i Århus. Og Sara taler dagligt japansk med sin mor, ligesom hun også læser de populære Manga bøger på japansk. Og hun er slet ikke i tvivl om, at moderens hjemmelavede sushi er hendes yndlingsspise.

- Jeg følger det japanske kvindelandshold i fodbold. De er rigtig gode og vandt sølv sidste år til VM.

Den japanske landsholdsbluse, fodboldmerchandise samt pokaler og medaljer vundet med Special Olympics pynter da også flot på Saras værelse. Alt står fremme, fortæller en stolt Silkeborg-pige.

Talte med TV’et
FCMs superligakampe ser Sara på MCH Arena eller i fjernsynet. Hun fortæller grinende.

- En overgang talte jeg med TV'et, når FCM spillede. Det, syntes mine naboer på bostedet, var helt skørt. Jeg synes, at FCM-spillerne er cool, og jeg følger dem også på de sociale medier.

I aften spiller FCM Special Olympics endnu en kamp i ALPI Cup på MCH Arena. Denne gang mod Enghaven fra Odense.

- Jeg glæder mig helt vildt. Vi skal vinde over dem fra Odense, både os og superligaholdet, slutter Sara, en fodboldfan ud over det sædvanlige.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox