16.09.2016, 11:31 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FCM-talenter udtaget til ungdomslandshold

Christian Tue og Noah Iversen er udtaget til U17-landsholdets kvalifikationskampe til EM, mens Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr kan debutere på U16-landsholdet

U17-landstræner Per Holm har endnu engang indkaldt FC Midtjyllands Christian Tue og Noah Iversen til den første EM-kvalifikationsrunde i Ungarn. Begge var med i de to seneste venskabskampe mod Montenegro. Her vandt de danske drenge samlet 3-0, hvoraf Noah Iversen stod bag ét af de danske mål.  

Nu skal de forsøge at fortsætte den gode stime, når kalenderen siger EM-kvalifikation. Den første kamp sparkes i gang den 28. september mod de skarpe hollændere. To dage senere gælder det værtslandet Ungarn, inden det sidste opgør i runde 1 spilles mod Liechtenstein den 3. oktober.

Noah Iversen og Christian Tue er ikke nye ansigter i rødt og hvidt. De har begge været i ilden for både U16- og U17-landsholdet. Her er det samlet set blevet til syv kampe og to mål for angriberen Noah Iversen, mens midtbanegeneralen Christian Tue har inkasseret fem mål i 14 kampe.

To ulve kan debutere på U16
Der er også sat navne på de spillere, som skal repræsentere det nye U16-landshold i deres første landskampe. På listen indgår FC Midtjyllands Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr, der til dagligt tørner ud for ulvenes U17-trup.

I denne uge var truppen indkaldt til en træningssamling i Tilst, hvorefter cheftræner Claus Nørgaard udtog de drenge, som skal repræsentere det nye U16-landshold i den første prøve. Her venter to venskabskampe mod Ungarn på dansk græs. Den første spilles den 27. september i Løgumkloster, mens den anden sparkes i gang to dage senere i Varde.

Dermed har kanttalentet Gustav Isaksen og teknikeren Nikolas Dyhr mulighed for at debutere for første gang i rødt og hvidt. 

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox