04.10.2016, 13:36 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

Fire Tue-kasser i storsejren over Liechtenstein

Noah Iversen og anfører Christian Tue var i ilden for U17-landsholdet, hvor Tue kvitterede med fire mål. To yngre ulvetalenter debuterede på U16-landsholdet

Det danske U17-landshold rundede EM-kvalifikation af mod tropperne fra Liechtenstein, og der skulle kun gå et enkelt minut, før danskerne satte sig i front med 1-0. Herefter faldt målene som perler på en snor, og danskerne holdt konstant fart i spillet og fandt vej til målnettet.  

FC Midtjyllands Christian Tue skulle blot bruge 41 minutter til at score hele fire mål, og de danske drenge kunne gå til pause med en 7-0 føring. Selvom frekvensen faldt lidt i anden halvleg, holdt de rød-hvide stand, og ved slutfløjt stod der 11-0 til Danmark på måltavlen.

Den store sejr kan dog vise sig at være af kosmetisk betydning, da drengene måtte se sig slået i de to forrige kampe mod henholdsvis Holland og Ungarn. Tue, Iversen og resten af det danske U17-mandskab må krydse fingre for at gå videre blandt de bedste tre’ere.

Ulvetalenter på U16-landsholdet
På U16-landsholdet var to debuterende ulve i aktion. Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr var udtaget til det nye U16-landsholds to venskabskampe mod Ungarn på hjemmebane. Begge ulve blev smidt i ilden mod det ungarske mandskab og fik en flot debut i rødt og hvidt.

Første kamp endte 2-0 til danskerne, og i anden kamp kom FC Midtjyllands Gustav Isaksen til at spille en afgørende rolle i 3-2 sejren. Halvejs inde i anden halvleg blev kanttalentet nedlagt i feltet og skulle afgøre det på pletten.

Gustav Isaksens første skud strøg på overliggeren, men korrekt blev der dømt omspark, idet en ungarer nærmest fulgte ham ind i feltet. På andet spark scorede Gustav Isaksen sikkert til 3-2, hvilket forblev kampens resultat. Næste træningssamling for U16-truppen er den 1.-2. november.

 

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox