30.11.2015, 14:05 | Af: Anders Sørensen

Billetten gælder stadig til FCM - FCK

Men vil du gerne have pengene tilbage, kan det også lade sig gøre

Det skulle have været den helt store efterårsfinale mellem Alka Superligaens etter og toer. I stedet blev det til en frustrerende og meget blæsende søndag aften på MCH Arena for spillerne fra FCM og FCK og ikke mindst de tilhængere, der nåede frem før kampen blev aflyst på grund af stormen Gorm.

- Ingen er mere trætte af forløbet end os. Det så længe ud til, at kampen kunne gennemføres, men fra sidst på eftermiddagen ændrer situationen sig hurtigt. Og da vi som arrangør ikke kunne få garanti for spillernes og publikums sikkerhed under kampen, var der ingen anden udvej end at aflyse, forklarer FCM-formand Rasmus Ankersen.

En beslutning, der blev truffet i enighed mellem stadion-ejer MCH Messecenter Herning, en række myndigheder og FC Midtjylland.

- På det foreliggende grundlag tog vi af hensyn til spillernes og publikums sikkerhed ingen chancer. Det var vi sammen med beredskabschef Kim Bjerg Wemmelund, dommer Michael Tykgaard, politiet samt brand og redning i Herning enige om, siger Georg Sørensen, adm. dir. i MCH Messecenter Herning.

På det tidspunkt hvor kampen ville være sluttet, opfordrede Midt- og Vestjyllands Politi folk til at blive inden døre. Der blev meldt om flyvende tagsten og væltede træer på vejene i landsdelen. I Karup målte man den højeste vindhastighed nogensinde, mens den direkte Onside-udsendelse fra MCH Arena blev aflyst på grund af stormen.

- Som stormen kulminerede i det midt- og vestjyske var det en rigtig beslutning at aflyse. Men det ændrer ikke på, at nogle fik en træls oplevelse. Her tænker jeg først og fremmest på spillere, ledere og tilskuere fra FC København, siger Rasmus Ankersen.

Billetten kan refunderes

Billetter købt til kampen søndag den 29. november gælder i stedet til den kamp, der spilles i stedet for. Vil du derimod hellere have refunderet din billet og have pengene tilbage, kan det også lade sig gøre.

Så skal du skrive en mail til billetsalg@fcm.dk fra den mailadresse, billetterne er bestilt fra. I mailen anfører du transaktionsnummeret. Beløbet tilbageføres til den konto, billetterne er betalt fra. Du modtager ikke bekræftelse på, at din mail er behandlet. Men du vil kunne se beløbet refunderet på din konto. Du skal forvente mellem 5 og 7 dages ekspeditionstid.

Det er endnu ikke besluttet, hvornår søndagens aflyste kamp spilles.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox