29.05.2016, 20:22 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Bronzemedaljer til FC Midtjylland i rørende Bak-farvel

Med 4-1 over FC Nordsjælland slutter FCM som treer i ligaen

Søndagens Alka Superliga-opgør var ikke blot sidste kamp i sæsonen. Det var også dagen, hvor FC Midtjylland sagde farvel til store navne i form af Jim Larsen, Petter Andersson og ikke mindst anfører Kristian Bach Bak, der fortsætter som assistenttræner i klubben, mens Brian Priske takker af.

Opgøret mod nordsjællænderne skulle blive ganske underholdende, i hvert fald fra et midtjysk synspunkt. FCM bragte tempo og aggressivitet fra første fløjt og kunne allerede efter et par minutters spil være kommet i front. Daniel Royer, der havde fået chancen fra start, var tæt på at åbne med en kongescoring, men østrigerens følte langskud sneg sig uden om målet.

Royer var ikke det eneste overraskende ved dagens startformation. Trænerteamet havde valgt at åbne i en 4-4-2-opstilling, hvilket betød, at Paul Onuachu var med fra start ved siden af Martin Pusic. Og den høje nigerianer brugte ikke mange minutter på at gøre sin startplads berettiget. På en glimrende bold fra Jakob Poulsen headede han hjemmeholdet i front efter bare et kvarter.

Midtjyderne spillede en fornem første halvleg, og det udbyggende føringsmål lå hele tiden latent over grønsværen. I det 38. minut kunne gæsterne ikke længere modstå hjemmeholdets stærke pres, og Martin Pusic kom først på et hjørnespark og gjorde det til 2-0 og midtjysk sejrskurs.

Hverken Onuachus eller Pusic’ scoringer markerede sig dog som halvlegens største højdepunkt. Den titel må gå til hyldesten af nummer 32, Kristian Bach Bak, der efter netop 32 minutter blev æret med stående klapsalver af hele stadion. Et smukt punktum for FCM-kaptajnens karriere som spiller.

Efter en times spil måtte Kian Hansen forlade banen. Ind kom Daniel O’Shaughnessy, der dermed fik debut- og afskedskamp i én og samme omgang. Den finsk-irske forsvarsspiller forlader FCM ved lejeaftalens udløb denne sommer.

Knapt var O’Shaughnessy kommet ind, før Marcus Ingvartsen stak igennem og reducerede for Farum-holdet. Tilbage var spændingen, men kun for et minuts tid. Pusic gjorde det til 3-1 og sig selv til dobbelt målscorer, og dermed ender angriberen på 13 sæsontræffere i ligaen. Han kunne ellers have gjort sig selv til hattrickhelt med kampens detalje; på sin egen tæmning udførte han et saksespark og satte bolden helt ude ved fjerneste opstander, men Runar Runarsson reddede glimrende for FC Nordsjælland.

Målscoringen var dog ikke helt ovre. Midtjyderne lukkede og slukkede ti minutter før tid med et flot angreb, som indskiftede Pione Sisto omsatte til 4-1 med en kontrolleret afslutning.

Et glædeligt gensyn fik kampen med et lille kvarter tilbage. Vinterindkøbet, Václav Kadlec, fik comeback, da han erstattede Paul Onuachu.

FCM slutter på Alka Superligaens tredjeplads og kan dermed se tilbage på en sæson, der har budt på et fantastisk europæisk eventyr samt et sæt bronzemedaljer.

Tak for denne sæson til alle jer, der bakker op om FC Midtjylland.

FC Midtjylland – FC Nordsjælland 4-1 (2-0)
16’ 1-0 Paul Onuachu
38’ 2-0 Martin Pusic
61’ 2-1 Marcus Ingvartsen
62’ 3-1 Martin Pusic
79’ 4-1 Pione Sisto

Advarsler:
26’ David Moberg Karlsson, FCN

FCM 4-4-2: Mikkel Andersen – André Rømer, Kian Hansen (59’ Daniel O’Shaughnessy), Patrick Banggaard, 43 Rasmus Nissen Kristensen – Kristoffer Olsson, Jakob Poulsen, Tim Sparv, Daniel Royer (69’ Pione Sisto) – Martin Pusic, Paul Onuachu (77’ Václav Kadlec).

Bænk: Johan Dahlin, Daniel O’Shaughnessy, Alexander Munksgaard, Mikkel Duelund, Pione Sisto, Awer Mabil, Václav Kadlec.

FCN 4-3-3: Runar Alex Runarsson – Ramon Rodrigues, Andreas Maxsø, Andreas Skovgaard, Mads Pedersen (85’ Emiliano Marcondes) – Collins Tanor (46’ Martin Vingaard), Stanislav Lobotka, Christian Køhler – David Moberg Karlsson (46’ Pascal Gregor), Marcus Ingvartsen, Joshua John.

Bænk: David Jensen, Pascal Gregor, Nicklas Mouritzen, Martin Vingaard, Emiliano Marcondes, Johannes Ritter, Godsway Donyoh.

Dommer:
Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tilskuere:
9.514 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller:
Martin Pusic

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox