27.03.2017, 11:15 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

Et forår med meget på spil

Et stærkt FCM-forår skal spille 19-årige Mikkel Duelund til U21-slutrunden i Polen til sommer. I aften møder det danske U21-landshold England

Han ved, at det er et vigtigt forår, han er i gang med. Alligevel valgte Mikkel Duelund at gribe optakten til foråret anderledes an, end han normalt ville. Mens det meste af Danmark i december ser frem mod juleferien, som for de flestes vedkommende byder på en kærkommen lejlighed til at trække stikke fra arbejdet, slække lidt på turene i træningscentret og spise lidt ekstra godt, plejer Mikkel Duelund at gå i den anden grøft.

For mens træningerne med holdkammeraterne er sat på standby, plejer der at blive skruet for selvtræningen i juleferien.

- Normalt træner jeg faktisk mere i ferien, end jeg gør, når jeg er sammen med holdet, fortæller Mikkel Duelund.

Men denne vinter har det været anderdeles. Det til trods for, at det vel nok er karrierens vigtigste forår, han har taget hul på. For med en U21 EM-slutrunde i horisonten og en vigtig plads på det FC Midtjylland-hold, der jagter en ny europæisk plads til næste sæson og en plads i årets pokalfinale, er der masser på spil for det 19-årige midtbanetalent.

Droppede træningen og tog på ferie
Alligevel valgte han i år at droppe de mange ekstra selvtræningerne i juleferien, og i stedet tog han væk fra den mørke, kolde danske vinter.

- Denne her gang tog min kæreste og jeg til Madeira i otte dage fra 1. januar til 8. januar, hvor jeg ikke lavede noget som helst. Og så mødte vi ind den 9. januar, og det gik jo alligevel meget godt i bip-testen. Jeg fik koblet fra, og det kan jeg mærke, har givet mig nogle procenter nu, siger Duelund.

Den nye sæsonoptaktskur har fungeret for den unge midtbanespiller. På U21-landsholdets januartur fik han sin første startplads, og i den efterfølgende kamp strålede han ikke alene foran U21-landstrænerteamet, men også over for landstræner Åge Hareide og assistent Jon Dahl Tomasson, da han som indskifter scorede to mål på blot et minut.

- Turen til Dubai med U21-landsholdet var sindssyg vigtig for mig. Der fik jeg scoret mine første mål og fik mig bidt lidt mere fast i truppen. Jeg tror også, at Niels og Uffe havde brug for se, at jeg også kunne lave mål. Det var jeg rigtig glad for. Og så var det også fedt, at Åge Hareide og Jon Dal var nede og kigge. Det giver selvfølgelig selvtillid, siger Mikkel Duelund, der havde selskab af holdkammeraten Rasmus Nissen Kristensen og den tidligere FCM’er Patrick Banggaard, der i januar blev solgt til den tyske Bundesligaklub Darmstadt.

FCM-præstationer skal give EM-billet
Mikkel Duelund har repræsenteret samtlige danske ungdomslandshold, men han har endnu sin første slutrunde til gode. Men til sommer kan den komme for den tidligere akademispiller. For det 19-årige midtbanetalent er et godt bud på et af de navne, der ender på U21-landstræner Niels Frederiksens endelige liste over deltagere til EM-slutrunden i Polen.

- Det er et kæmpe mål, erklærer Mikkel Duelund.

Han er klar over, at det er en vigtig forårssæson, han har taget hul på. Måske den vigtigste hidtil i karrieren. Og han er bevidst om, at det er gode præstationer for FC Midtjylland, der skal sende ham til Polen og EM-slutrunden til sommer.

- Jeg vil gøre alt i det her forår for at vise, at jeg skal med til den slutrunde. Det vil være det fedeste at komme med der. Men målet for mig lige nu er egentlig at gøre det så godt med FC Midtjylland som muligt, og så må slutrunden være en bonus, hvis jeg gør det godt. Jeg har en masse mål, og U21-slutrunden er helt klar et af dem, siger Mikkel Duelund.

Og med den flotte sæsonstart peger pilen i den rigtige retning for Duelund. Han mener, at modenhed er et nøgleord for den gode begyndelse på 2017.

- Jeg er blevet mere voksen, mere moden og forstår opgaven bedre. Så er jeg blevet rykket ind i midten. Det, synes jeg, klæder mig godt. Det er ikke nogen hentydning til, at det skulle være sket før, for det var ikke sikkert, jeg var klar før, men jeg føler, jeg er klar til at komme ind i midten nu, og det har jeg fået lov til.

For Mikkel Duelund handler det nu om at holde snuden i sporet i de kommende måneder, så han med en god forårssæson kan spille sig til en plads på det danske U21-landshold, der er kommet i en stærk EM-pulje med Italien, Tyskland og Tjekkiet som modstandere. Allerede i aften får han mulighed for at vise sig frem for landstræner Niels Frederiksen, når det danske U21-landshold i Randers møder England. 

Duelund og DBU
U21-landskampe: 4/0 (uofficielle 2/2)
U19-landskampe: 13/10
U18-landskampe: 3/3  (uofficielle 1/0)
U17-landskampe: 4/1
U16-landskampe: 1/0

FCM vs. FCN – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox