30.10.2016, 10:27 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

FCM jagter fjerde hjemmesejr i træk

FC Midtjylland har fået point i seks ud af de seneste otte Superliga-hjemmekampe mod FC København. Kick-off i aften klokken 18.00

FC Midtjylland er det mest scorende hjemmehold i årets Alka Superliga, og med mindst to scoringer mod FC København vil ulvene tangere klubbens egen Superligarekord på 10 Superliga-hjemmekampe i træk med mindst to scoringer i hver. 

Få flere skæve vinkler op til dagens topkamp.

Vidste du, at... 

  • Det er Superligakamp nr. 50 mellem FC Midtjylland og FC København. Statistikken siger 13 sejre til FC Midtjylland, 11 uafgjorte og 25 nederlag samt en målscore på 57-88 set med FC Midtjyllands øjne.
  • FC Midtjylland har fået point i seks ud af de seneste otte Superliga-hjemmekampe mod FC København, hvoraf de fire er endt med sejr. Samtidig har FC Midtjylland formået at holde FC København fra at score i fem ud af de otte kampe.
  • Hvis FC Midtjylland besejrer FC København, vil det være første gang siden juli 2014-maj 2015, at FC Midtjylland vinder fire Superliga-hjemmekampe i træk. Det vil samtidig også være FC Københavns første nederlag i indeværende sæson.
  • FC Midtjylland er ubesejret i de seneste 13 Superliga-hjemmekampe, der er resulteret i ni sejre og fire uafgjorte. Seneste nederlag på MCH Arena var i marts 2016, hvor modstanderen var… FC København.
  • FC Midtjylland vil med mindst to scoringer mod FC København kunne tangere klubbens egen Superligarekord på 10 Superliga-hjemmekampe i træk med mindst to scoringer i hver. Den nuværende rekord blev sat i december 2003-september 2004.
  • Ud af de 49 tidligere Superligakampe har FC Midtjylland scoret kampens første mål i 24 tilfælde, hvilket har givet 13 sejre, fire uafgjorte og syv nederlag. Modsat har FC København scoret først i 21 tilfælde, hvilket har givet FC Midtjylland ingen sejre, tre uafgjorte og 18 nederlag.
  • Med Anders Poulsen som dommer har FC Midtjylland aldrig tabt en Superligakamp. De 10 tidligere Superligakampe med Anders Poulsen som dommer er endt med fem sejre og fem uafgjorte, men ingen af de 10 kampe har været mod FC København.
  • FC Midtjylland har spillet tre Superligakampe tidligere på datoen 30. oktober, der alle er endt uden sejr til FC Midtjylland. De to første endte uafgjort, hvorimod den tredje kamp i 2005 endte med et nederlag på 0-2 til… FC København.
  • Det er sjette Superligakamp, hvor Jess Thorup og Ståle Solbakken står over for hinanden som trænere. Jess Thorup har fortsat sin første sejr til gode over sin trænerkollega, idet de fem kampe er endt med to uafgjorte og tre nederlag.
  • Rilwan Hassan spillede i Esbjerg sin kamp nummer 200 for FC Midtjylland og er dermed den blot sjette spiller, der runder det flotte antal kampe. Frank Kristensen (352), Kristian Bach Bak (306), Mikkel Thygesen (238), Jesper Mikkelsen (227) og Danny Olsen (208) har alle rundet 200 kampe for ulvene. 

Kilde: danskfodbold.dk

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox