01.05.2016, 21:20 | Af: | Foto: Getty Images

FCM nedlagt i målfest

FCM tæt på stærkt comeback i Parken, men FCK slog tilbage og vandt med 5-3

Det var mål. Og der var mange af slagen i aftenens topbrag i Parken mod FC København. Det var hjemmeholdet, der kom bedst ud af starthullerne. Allerede efter ni minutter viste måltavlen 2-0 i løvernes favør.

Begge gange efter indlæg. På hjemmeholdets fjerde hjørnespark i træk kom anfører Thomas Delaney bragende og headede de hvide i front. Fire minutter senere var den gal igen. Et indlæg fra Peter Ankersen sad lige i hovedet på Frederica Santander, og så var det 2-0.

Meget værre start kunne næppe tænkes.

I anden halvleg var det til gengæld de midtjyske gæster, der kom bragende ud. For efter seks minutter kunne Martin Pusic reducere efter godt forarbejde af først Rilwan Hassan og herefter André Rømer, der fandt østrigeren i feltet, og her kunne FCM-topscoreren fight sig til afslutning og mål.

Det gav ny tro på tingene, men minuttet efter blev der hældt en kold spand vand i hovedet på ulvene. For bolden var knap givet op, da Benjamin Verbic udbyggede til 3-1. Det fik dog ikke midtjyderne til at give op.

En opportunistisk tur på venstrekanten af unge Rasmus Nissen Kristensen gav en god afslutning, men det var et frispark på Tim Sparv, der skulle blive afgørende. For et frispark lige uden for feltet er guf for Jakob Poulsen, og med en lilla mur foran FCK’s sendte han den både over muren og forbi Robin Olsen i FCK-målet.

En håndfuld minutter efter Poulsens udligning, troede de fleste, at Martin Pusic var blevet dobbelt målscorer. For alene med Robin Olsen sendte han sikkert bolden i nettet, men målet blev annulleret for snert offside.

Her var marginalerne ikke med de midtjyske gæster, og det var de heller ikke 18 minutter senere, da hjemmeholdet fik et tvivlsomt straffespark, som Nicolai Jørgensen eksekverede sikkert.

Det lignede unægtelig en lukning af kampen, men Jakob Poulsen ville det anderledes. For endnu engang var anføreren farlig på frispark, og så viste måltavlen pludselig 4-2 med otte minutter igen.

Tre minutter senere lukkede Nicolai Jørgensen dog et sandt målorgie, da angriberen med sit andet mål gjorde det til 5-3.

FC Midtjylland skal tilbage på sporet igen om en uge, når AGF kommer på besøg på MCH Arena.

FC København – FC Midtjylland 5-3 (2-0)
1-0 Thomas Delaney 5’
2-0 Frederico Santander 9’
2-1 Martin Pusic 51’
3-1 Benjamin Verbic 51’
3-2 Jakob Poulsen 60’
4-2 Nikolai Jørgensen (straffe) 78’
4-3 Jakob Poulsen 82’
5-3 Nicolai Jørgensen 90’

Advarsler
Rasmus Nissen Kristensen, FCM
Nicolai Jørgensen, FCK
Erik Johansson, FCK
Nikolay Bodurov, FCM
Andreas Cornelius, FCK

Tilskuere: 18.089

Start-11: Mikkel Andersen, André Rømer, Kian Hansen, Nikolay Bodurov, Rasnus Nissen, Tim Sparv, Jakob Poulsen, Kristoffer Olsson (81’ Mikkel Duelund), Rilwan Hassan (90’ Awer Mabil), Pione Sisto (60’ Paul Onuachu), Martin Pusic.

Bænk: Patryck Wolanski, Patrick Banggaard, Daniel O’shaughnessy, Alexander Munksgaard, Mikekl Duelund, Awer Mabil, Paul Onuachu.

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox