30.06.2016, 21:56 | Af: | Foto: Getty Images

FCM rejser til Litauen med sejr

Midtjyderne slog FK Suduva med 1-0 på MCH Arena

Sommerpausen blev kort for FC Midtjyllands vedkommende. Allerede denne torsdag aften tog holdet hul på kvalifikationen til Europa League, hvor FK Suduva fra Litauen gæstede det midtjyske.

Trænerteamet stillede i en 4:4:2-opstilling med noget, der ligner en foretrukken start-11, men det var ikke helt til at se på tempoet.

Midtjyderne spillede for langsomt til for alvor at åbne op for de kompakte litauere, men alligevel blev det til et par fornuftige chancer til Paul Onuachu. Også Pione Sisto fik et par muligheder; den bedste da han tog en flot dribletur og afsluttede fladt en meters penge forbi gæsternes mål.

Kort inde i anden halvleg var Tim Sparv tæt på at fortsætte statistikken med blot at score i cup-kampe for FCM. Han sparkede i jorden på en halvkikset flugter, men bolden var lige ved at snyde Ivan Kardum i Suduva-målet og dumpe ind til 1-0.

Få minutter senere blev der endelig prikket hul på målscoringen. Med et godt indlæg fandt Rasmus Nissen lange Paul Onuachu, og med lidt hjælp fra keeperen og indersiden af stolpen kom FCM i front.

Man kunne have håbet, at scoringen ville åbne kampen mere op, men Suduva-spillerne fastholdt deres kompakte organisation, og med et fortsat lidt for lavt tempo fra FCM’s side blev der ikke givet meget væk.

Det var nærmest symbolsk for kampen, da en afrettet bold med ti minutter tilbage endte inde i den åbne ambulance, der var parkeret i hjørnet.

FC Midtjylland tager til litauiske Marijampole med en snæver 1-0-sejr i bagagen, men kan glæde sig over ikke at have afgivet nogle udebanemål.

Returkampen spilles torsdag den 7. juli.

Kampfakta
Europa League, kvalifikationsrunde 1, første kamp
FC Midtjylland – FK Suduva 1-0 (0-0)
56’ 1-0 Paul Onuachu

Advarsler
62’ Paulius Janusauskas, FKS
77’ Miljan Jablan, FKS
90+2’ Predrag Pavlovic, FKS

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM, 4-4-2: Johan Dahlin – Rasmus Nissen, Kian Hansen, Patrick Banggaard, Filip Novák – Kristoffer Olsson (55’ Mikkel Duelund), Jakob Poulsen, Tim Sparv (90+1’ Markus Halsti), Pione Sisto (75’ Vádlav Kadlec) – Martin Pusic, Paul Onuachu.

Bænk: Mikkel Andersen, Markus Halsti, Alexander Munksgaard, Mikkel Duelund, Awer Mabil, Daniel Royer, Václav Kadlec.

FK Suduva: 12 Ivan Kardum, 6 Povilas Leimonas, 11 Andro Svrljuga, 14 Admir Kecap, 17 Eligijus Jankauskas (90+2’ Domantas Antanavicius), 19 Vaidas Slavickas, 24 Nermin Jamak, 33 Algis Jankauskas, 77 Predrag Pavlovic, 85 Miljan Jablan, 92 Karolis Laukzemis (51’ Paulius Janusauskas).

Bænk: 28 Martynas Matuzas, 2 Valentin Baranovskij, 3 Marius Cinikas, 5 Darius Isoda, 7 Ernestas Veliulis, 16 Paulis Janusauskas, 98 Domantas Antanavicius.

Dommer: Sdrjan Jovanovic (Serbien)

Tilskuere: 4.347 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller: Jakob Poulsen

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox