20.06.2016, 08:45 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Finsk landsholdsspiller til FCM

Ulvene har forstærket sig med den erfarne, finske landsholdsspiller Markus Halsti. Finnen har skrevet under på en to-årig kontrakt

(På billedet ses chefspejder Lars Hallengren sammen med Markus Halsti, foto: FCM)

FC Midtjylland har hentet den 32-årige, finske landsholdsspiller Markus Halsti til klubben. Mandag morgen bliver han præsenteret for spillertruppen og træner med til formiddag.

- FC Midtjylland er en god klub, der har ambitioner om at vinde ligaen, og det er også min ambition. Jeg vil også komme langt i Europa, siger Markus Halsti.

Markus Halsti kommer fra et ophold i DC United i den amerikanske liga, hvor han har været i halvanden sæson. Derudover har han spillet syv sæsoner i Malmö FF. Her har han 30 europæiske kampe på CV’et, hvor 12 af dem er Champions League-kampe.

I 2014 blev Halsti udvalgt til Alsvenskans All Start Team.

- Jeg kommer med erfaring, og det vil jeg gerne give videre til klubbens yngre spillere, siger Markus Halsti, der er imponeret af FC Midtjyllands akademi.

Markus Halsti kan spille både defensiv midtbane og central forsvar. Senest blev han brugt i Finlands midterforsvar mod Italien og Belgien den 1. og 6. juni spillede to fulde kampe i nationaldragten.

Han har 20 landskampe for Finland, hvor fra han naturligvis kender Tim Sparv.

- Jeg har talt meget med Tim Sparv om dette skifte, og Tim har kun haft gode ting at sige om FC Midtjylland, siger Markus Halsti.

En erfaren leder

Sportsdirektør Claus Steinlein er tilfreds med at have Markus Halstis underskrift på to år i hus.

- I Markus får vi en leder, der har prøvet at vinde. Han har spillet Champions League, og så er det tiltænkt, at han skal gå ind og støtte de unge spillere i truppen, siger Claus Steinlein.

Netop det med at være en leder for de unge er noget, Markus Halsti ser frem til.

- I den aller første samtale vi havde med Markus, snakkede vi om hans erfaring, der kunne hjælpe de unge, og det var Markus selv meget optaget af og så som noget positivt, siger Claus Steinlein.

Markus Halsti vil indtage positioner i både midterforsvaret og på den defensive midtbane for FC Midtjylland.

- Vi skal spille 15 kampe i de første otte uger. Der er ingen, som kan holde til at spille alle kampe, og derfor vil vi se Markus spille begge steder. Det er jo også en fordel, at han er multifunktionel, der spiller flere positioner, siger Claus Steinlein.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox