08.07.2016, 09:36 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Fire trofaste fans kørte til Litauen

Amer, Sandra, Jesper og Jytte. Fire fantastiske FCM-fans er kørt hele vejen til Litauen for at støtte ulvene

(I midten ses Jesper, Amer, Sandra og Jytte i nævnt rækkefølge fra venstre)

De stod ganske alene på tribunen i Marijampolé i Litauen, da FC Midtjylland spillede sig videre fra første kvalifikationsrunde i Europa League. Fire mand høj var kørt fra Ikast onsdag morgen kl. 5.30 i Jesper Pedersens bil.

FCM.dk fanger de fire fans i hotellobbyens bar omkring kl. 13.00 på kampdagen, hvor de sidder og varmer op til aftenens kamp med en smule øl og sodavand.

- Vi skal jo ned og se Midtjylland og støtte holdet, siger Claus ’Amer’ Pedersen, der bare helst vil kaldes Amer. Amer har haft sæsonkort siden den sidste sæson FC Midtjylland spillede på Ikast Stadion tilbage i 2003.

Til den kommentar tilføjer Jytte Gad Hougesen fra Herning:

- Og så regner vi med en sejr, nu hvor vi er kørt så langt.

Dertil supplerer Sandra Müller fra Ry:

- Ja, for vi skal jo gerne videre ud i Europa og rejse.

Brugte 20.000 kroner sidste år
For den lille gruppe på fire mand har startet en lille tradition sidste år. Jesper Pedersen fra Ikast fortæller, at han var med på alle udebaneturene i Europa League sidste år; altså Southampton, Warzawa, Brügge, Napoli og Manchester.

De fem ture løb op i 20.000 kroner for Jesper Pedersen, og han regner med at fortsætte den tradition.

- Jeg synes, det er fantastisk at være afsted. En ting er, at man får et fantastisk sammenhold på de ture, man er på. Hvad enten det er et stort selskab med bussen eller en lille tur som denne. Og så får man altså udvidet sit perspektiv og set nogle steder, som man ellers ikke ville se, siger Jesper Pedersen.

Han roser i øvrigt de frivillige og arrangørerne af udebaneturene.

- Det er fantastisk, at de gør så stort et stykke arbejde for, at vi kan komme afsted, for det er virkeligt nogle gode ture, siger Jesper Pedersen, der håber, at der bliver lavet en bustur til næste runde, så der kan komme flere med.

Amer er med på at fortsætte traditionen. Han er en trofast fan, og det kommer for eksempel til udtryk i antallet af kampe han missede sidste år.

- Jeg var med til alle kampe i sidste sæson bortset fra den på Cypern og den på Gibraltar, siger Amer med en vis stolthed i stemmen.

De to herrer kan godt forvente at få selskab af Jytte Gad Hougesen på kommende ture, for hun har nemlig lagt sin sommerferie efter FC Midtjyllands Europaprogram. Samtidig håber Sandra Müller, at næste rundes modstandere er FC Vaduz.

- Det vil være bedst med Liechtenstein. Der er lidt langt at køre til Makedonien, siger hun med et smil på læben.

Kender hinanden gennem fodbold
De fire venner kender hinanden fra Black Wolves, hvor de alle er medlemmer, men det er første gang, at netop de fire er taget afsted på tur sammen.

- Vi hygger os helt vildt, og selvom turen tager 16 timer at køre herned gennem Tyskland og Polen, så er det en oplevelse, og vi har da også haft nogle grineflip undervejs, siger Sandra Müller.

Næste år håber Jesper Pedersen på, at FC Midtjylland skal spille i Champions League. Eller i hvert fald bare møde Bayern München på udebane omkring det tidspunkt, hvor der er Oktoberfest i München.

- Så tør jeg godt love, at der kommer en hel bus eller flere med, griner Jesper Pedersen.

Her ser Jytte Gad Hougesen endnu en mulighed for at sende en af mange stikpiller til Jesper Pedersen, der sidder og drikker cola med citronskiver, om, at han forhåbentligt gider at drikke øl med hende på den tur.

For det gider Jesper Pedersen ikke i dag. Han er på vandvognen. Hvorfor, tænker du? Han skal jo køre hjem klokken 03.00 i nat efter kampen, fordi han for længe siden har arrangeret en afslutningsfest i Ikast Dartklub.

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox