03.04.2016, 20:55 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Getty Images

Mesterlige midtjyder gav blå-gule tæsk

FCM spillede en stærk hjemmekamp mod Brøndby og kunne have vundet større end 2-0

FC Midtjylland havde revanche til gode mod Brøndby i søndagens sene Alka Superliga-opgør. I sæsonens hidtidige to møder på Brøndby Stadion havde FCM’erne blot hentet et enkelt point, og den høst skulle forbedres med tre point på MCH Arena.

Hjemmeholdet lagde offensivt stærkt fra land og fik flere gange udfordret Brøndby-forsvaret i første halvleg. Allerede efter ti minutter traf Filip Novák opstanderen med et hårdt langskud, og tjekken var også involveret i en god mulighed et par minutter senere.

Han lagde et indlæg over bagerst mod Martin Pusic, der headede på tværs til Kristoffer Olsson inde foran mål, men svenskeren manglede det sidste for at nå bolden.

Filip Novák spillede i det hele taget en sprudlende første halvleg, og minsandten om ikke endnu engang venstrebacken fik ram på stolpen. Denne gang var der spillet en halv time.

Fem minutter før pausen var værterne atter tæt på. I en FCM-kontra lagde Rilwan Hassan bolden af til Pione Sisto, der forsøgte at lægge bolden kontrolleret ind i fjerneste målhjørne.

Den blå-gule defensiv – i dagens anledning klædt i grønt – kunne da heller ikke blive ved med at holde stand. Et langt indkast blev fejlagtigt forlænget af Brøndbys Johan Elmander, og dét udnyttede Rilwan Hassan, der gled bolden ind til 1-0.

Midtjyderne tog føringen med til pausen, og man skulle ikke langt ind i anden halvleg, før holdet atter bejlede til scoring. Martin Pusic var tæt ved i feltet, og Rilwan Hassan fulgte op med et chip, der blev reddet på stregen af Johan Larsson.

Det næste FCM-forsøg kunne ingen dog redde. Kian Hansen opfangede en løs bold, som ingen gik til, og fra baglinjen slog han et indlæg perfekt ind i hovedet på Pusic. Østrigerens pandebrask hamrede bolden sikkert ind til 2-0 og alvorlig midtjysk sejrskurs. Det var angriberens tredje kamp i træk med scoring.

Filip Novák havde allerede ramt opstanderen to gange for midtjyderne, men stolpeskuddene var holdet ikke færdige med. Et kvarter før tid trak Pione Sisto ind i banen og skød på fjerneste opstander, hvorefter bolden dansede langs stregen og fandt vej mellem den modsatte stolpe og en prisgivet Mads Toppel, før den trillede ud til målspark.

FC Midtjylland fortsatte med et klart overtag over for det gæstende mandskab, og mestrene brændte endda et par gedigne friløbere, der kunne have lukket og slukket til ikke ufortjente 3-0 eller 4-0.

2-0 blev dog slutresultatet i aftenens opgør på MCH Arena, hvilket bringer FCM op på ligaens fjerdeplads, blot ét point fra andenpladsen.

FC Midtjylland – Brøndby IF 2-0 (1-0)
44’ 1-0 Rilwan Hassan
65’ 2-0 Martin Pusic

Advarsler:
50’ Rodolph Austin, BIF
60’ Daniel Agger, BIF
68’ Riza Durmisi, BIF
82’ Nikolay Bodurov, FCM

Holdopstillinger (Udskiftninger):
FCM, 4-1-4-1:

31 Mikkel Andersen – 28 André Rømer, 2 Kian Hansen, 4 Nikolay Bodurov, 70 Filip Novák – 3 Tim Sparv – 36 Rilwan Hassan (74’ Daniel Royer), 7 Jakob Poulsen, 17 Kristoffer Olsson, 27 Pione Sisto (79’ Paul Onuachu) – 10 Martin Pusic (86’ Mikkel Duelund).
Bænk:
25 Patryk Wolanski, 26 Patrick Banggaard, 43 Rasmus Nissen, 77 Daniel Royer, 22 Mikkel Duelund, 11 Marcos Ureña, 33 Paul Onuachu.

BIF, 4-2-3-1:
16 Mads Toppel – 13 Johan Larsson, 5 Martin Albrechtsen, 22 Daniel Agger (67’ Jesper Juelsgård), 17 Riza Durmisi – 8 Rodolph Austin, 18 Lebogang Phiri (71’ Kamil Wilczek) – 25 Christian Jakobsen, 9 Teemu Pukki, 21 Andrew Hjulsager (46’ Thomas Kahlenberg) – 11 Johan Elmander.
Bænk:
30 Andreas Hansen, 12 Frederik Holst, 2 Jesper Juelsgård, 19 Christian Nørgaard, 7 Thomas Kahlenberg, 10 Magnus Eriksson, 20 Kamil Wilczek.

Dommer:
Jakob Kehlet

Tilskuere:
9.508 på MCH Arena

Kampens FCM-spiller:
Filip Novák

FCM vs. OB – 28. nov.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox