11.04.2016, 20:30 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: Getty Images

Reserverne delte med Brøndby

FCM II måtte se tre forsøg tage træværket, da holdet mandag eftermiddag spillede 2-2 i Brøndby

Begge hold stillede med en god blanding af U-spillere og spillere fra førsteholdstruppen, og det var FC Midtjylland, der satte sig på spillet fra kampens start. Ulvene var mest på bolden, og i de perioder, hvor de ikke var, lykkedes det flere gange at bryde Brøndbys opspil højt oppe på banen.

Effektiviteten lod dog en del tilbage at ønske. Et hjørne blev taget kort og Hagelskjær lagde bolden af til Paul Onuachu, der trak sig fri og fintede Andreas Hansen i Brøndby-målet til at smide sig. Faktisk manglede nigerianeren bare at lægge bolden i nettet, men hans afslutning strøg uden om den ene stolpe.

Lidt efter var Onuachu igen ved at komme frem til en stor chance, men da afslutningsvinklen blev for spids, lagde han fornuftigt bolden tilbage til Awer Mabil. Den australske kantspiller hakkede straks til bolden, men forsøget  tog overliggeren og gik ud til målspark.

Fem minutter før pause blev dødvandet så endeligt brudt. Nikolaj Kirk modtog bolden med ryggen mod mål kort inde i Brøndbys felt, men med en fiks vending kom han fri - blot for at blive nedlagt af en Brøndby-forsvarer. Dommeren pegede på pletten, og Paul Onuachu eksekverede sikkert.

Brøndby var dog efterhånden kommet bedre med og truede især på omstillinger. Efter et godt opspil blev en Brøndby-spiller spillet helt blank foran mål, men Johan Dahlin, der stod første halvleg, reddede på bedste vis den store chance.

Spillet bølgede frem og tilbage, og kort efter var det Mikkel Duelunds tur til at teste træværket med et skud på stolpen. Underholdningen var dog ikke ovre. I halvlegens sidste minut klappede Kamil Wilczek opportunistisk til bolden fra cirka 30 meter, og polakkens kraftigt brækkende skud strøg i en bue ind over Dahlin og i nettet. 1-1.

Anden halvleg kom ikke helt til at leve op til første halvleg og kom til at bære præg af, at begge hold skiftede flittigt ud fra. Det gik ud over rytmen i spillet, og kampen blev en ujævn affære med hyppige boldtab og to hold, der begge lurede på omstillingsmulighederne.

Efter tyve minutter spil lykkedes det dog FCM at få sat et rigtigt flot angreb op. Royer trak ind i banen fra højresiden og fandt Duelund centralt. ”Due” chippede elegant bolden hen over Brøndbys bagkæde, og så helflugtede Paul Onuachu 2-1-målet ind.

FCM II havde chancerne til at lukke opgøret, og især Awer Mabil ærgrede sig, da han et kvarter før tid for anden gang knaldede bolden på overliggeren. Det skulle komme tilbage og hjemsøge ulvene, for fem minutter før tid udlignede Patrick da Silva efter et gennembrud i FCM’s venstreside.

Der skete ikke mere i kampen, og Søren Bjerg ærgrede sig efterfølgende over det, i hans øjne, unødvendige pointtab. FCM-træneren havde dog tilstrækkeligt med overskud til også at glæde sig over især to af sine spillere.

- Johan Dahlin vender tilbage og spiller sin første kamp siden august. Han gør det rigtigt godt, men hans knæ skal fortsat skånes, og derfor tog vi ham ud i pausen, forklarer FCM-træneren, der desuden gav debut til Kaan Kairinen, der spillede 45 minutter som sekser.

Om det finske stortalent siger Bjerg:

- Han har haft en frustrerende start på sin FCM-karriere, hvor han af flere omgange har været holdt ude af et problem med hælen. Det har betydet, at han reelt ikke har haft en uge uden afbrydelser før nu. Nu lysner det, og herfra handler det bare om, at han skal have nogle kampe, beretter Søren Bjerg.

Med dagens uafgjorte resultat har Randers fået en matchbold i kampen om at kunne kalde sig Danmarks bedste reservehold. Kronjyderne fører mesterskabsslutspillet med fem point, og kan selv afgøre tingene. Se stillingen her.

Brøndby IF II – FC Midtjylland II 2-2 (1-1)
0-1 Paul Onuachu (strf.) 40'
1-1 Kamil Wilczek 45'
1-2 Paul Onuachu (assist Mikkel Duelund) 66'
2-2 Patrick da Silva 84'

FCM:  Johan Dahlin (46’ Oliver Ottesen) – Rasmus Nissen, Patrick Banggaard, Daniel O’Shaughnessy, Anders Hagelskjær – Kaan Kairinen (46’ Ogochukwu Frank Onyeka), Nikolaj Kirk (65’ Mikael Anderson), Mikkel Duelund – Daniel Royer, Awer Mabil, Paul Onuachu (70’ Mads Døhr Thychosen)

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox