18.05.2016, 19:20 | Af: Karsten Vestergaard | Foto: FC Midtjylland

Reservernes sæson sluttede med målfest

FCM II tabte 3-6 i Aalborg, og slutter på en tredjeplads

Ulvene stillede traditionen tro op med et meget ungt hold, hvor 15 af de 17 pladser var besat af u-spillere. Det samme har AaB for vane, men fordi klubbens U19-hold i pinsen havde deltaget i den tyske talentturnering Volksbank Cup, var det i stedet førsteholdsspillerne, der blev sendt på banen.

FCM’erne gik dog uanfægtede til opgaven, og fik sat AaB under et godt tryk i kampens første minutter. Det gav blandt andet en stor chance til Nikolaj Kirk, der sparkede bolden på overliggeren efter 2 minutter. AaB svarede dog prompte tilbage med en stikning i dybden som Jannik Pohl sparkede i nettet til en tidlig føring.

1-0 blev til 2-0 efter tyve minutter, da Pohl igen var på spil. Angriberen brød igennem og lagde bolden af til angrebsmakkeren Bassogog, der let kunne lægge bolden i nettet.  FCM var en del på bolden, men der blev truffet for mange forkerte valg, med en lind strøm af boldtab til følge, hvilket bekom det omstillingsstærke hjemmehold godt.

Efter en halv time scorede Pohl sit andet mål, da han fra feltkanten klappede en løs bold i nettet, og så begyndte muligheden for guld unægtelig at fortone sig for FCM II.

Nede med 3-0 tog trænerteamet konsekvensen og slækkede i pausen lidt på det høje pres. Det lavere udgangspunkt gjorde FCM mere kompakte, og det gav en mere rolig start på anden halvleg.

Skydetelt på Hornevej
AaB var dog fortsat giftige, og midtvejs i halvlegen udnyttede værterne, at FCM II mistede bolden efter et hjørnespark – Bassogog satte turboen til og sparkede 4-0 målet i kassen via stolpen.

Tre minutter senere var det så AaB’s tur til at få hjørnespark og det forvaltede de noget bedre end FCM lige havde gjort, da indskiftede Marco Ramkilde steg op og headede nordjyderne på 5-0.

Herefter skiftede FCM II ud, og det havde en øjeblikkelig effekt, da Kristian Dirks Riis kunne reducere efter et hjørnespark. Midterforsvareren kom ind og spillede de sidste 25 minutter som om stillingen stadig var 0-0, og det forplantede sig til resten af holdet.

To minutter senere erobrede Frank Onyeka bolden midt på banen, hvorfra han ekspederede den videre til Mads Vang på venstrekanten. Vang skar ind i banen og lossede resolut bolden i kassen med et godt skud fra distancen.

Dermed var opblomstringen dog ikke slut, for kort efter blev et langt indkast fra Anders Hagelskjær forlænget til feltets bagrum. Her lod Awer Mabil bolden springe en enkelt gang, inden han flugtede den i nettet – 5-3.

Så satte AaB til gengæld også proppen i. Fem minutter før tid blev Jannik Pohl nedlagt i feltet af Daniel O’ Shaughnessy og på det efterfølgende straffespark scorede Thomas Augustinussen til 6-3. Begge hold kom frem til yderligere muligheder i kampens slutfase, men det blev ved de ni mål.

- Jeg er utilfreds med, at vi ikke er i stand til at stå bedre imod i dag - et FCM-hold må aldrig lukke seks mål ind. Det var både i åbent spil og i på dødboldene, det var galt, og vi tabte i det hele taget alt for mange bolde. Det blev en kamp, hvor der var åbent hus i begge ender. Vi kunne godt have scoret seks mål - til gengæld kunne AaB også have scoret ti, konstaterede Søren Bjerg tørt.

Tilfredshed – trods alt
Mens FCM’erne kunne mønstre 8 Superligastarter imellem sig, kunne AaB’erne trække på erfaringen fra 721 kampe. Og den forskel var lige så udtalt inde på banen, som den var på papiret, forklarede FCM-træneren:

- De er klogere i deres boldomgang og i deres presspil, og et mere modent hold end os. Det er der ikke noget mærkeligt i, når de stiller med spillere som Augustinussen og Risgård, men erfaringsforskellen var altså også til at få øje på inde på banen, erkendte Bjerg, der dog roste sit hold for ikke at slå op i banen.

Resultatet betyder at FCM II slutter på tredjepladsen i Mesterskabsslutspillet, som Randers nu kan kalde sig mestre af.

- Langt henad vejen er vi fint tilfredse med reserveholdets sæson. Det er vigtigt for os at komme i Mesterskabsslutspillet, og reservekampene har været en rigtig god måde for vores unge spillere at prøve kræfter med ”voksenfodbolden”. Det er også det positive, vi tager med fra kampen i dag – at vores unge spillere har lært en masse, slutter Søren Bjerg.

AaB II – FC Midtjylland II 6-3 (3-0)
3’ 1-0 Jannik Pohl
19’ 2-0 Christian Bassogog
31’ 3-0 Jannik Pohl
64’ 4-0 Christian Bassogog
67’ 5-0 Marco Ramkilde
71’ 5-1 Kristian Dirks Riis
73’ 5-2 Mads Vang
76’ 5-3 Awer Mabil
84’ 6-3 Thomas Augustinussen (strf.)

FCM II: Andreas Raahauge – Alexander Munksgaard (67’ Malte Jürgensen), Andreas Murbeck (67’ Kristian Dirks Riis), Daniel O’ Shaughnessy, Anders Hagelskjær – Gloire Rutikanga (46’  Victor Torp), Nikolaj Kirk (46’ Mads Vang),  Ogochukwu Frank Onyeka – Mads Døhr Thychosen, Awer Mabil, Jákup Thomsen (59’ Samson Onomigho Iyede

AaB II: Nicolaj Jørgensen – Gilli Rólantsson, Thomas Augustinussen, Jakob Blåbjerg, Asger Bust – Oliver Abildgaard, Kasper Risgård, Robert Kakeeto, Andreas Bruhn – Christian Bassogog, Jannik Pohl

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox